Vidne støtter kvindes voldsanklage mod cheftræner

Vidne støtter forklaring fra kvinde, der hævder at have været udsat for to tilfælde af vold fra sin eksmand.

Peter Sørensen SIF
Foto: Bo Amstrup - Scanpix

Et vidne støtter en kvindes forklaring om, at hun har været udsat for vold begået af cheftræner Peter Sørensen fra superligaklubben Silkeborg IF.
    
Vidnet har fredag eftermiddag afgivet forklaring i Retten i Aarhus, hvor den 43-årige fodboldtræner er tiltalt for to tilfælde af vold mod sin tidligere hustru.
    
Det første tilfælde af vold fandt ifølge anklagen sted en augustdag i 2014 i parrets lejlighed i Aarhus.
    
Vidnet, der er en veninde til Peter Sørensens daværende hustru, var barnepige for parrets ni måneder gamle datter.
    
Da parret vendte tilbage til lejligheden sidst på eftermiddagen, var det en højrøstet og vred Peter Sørensen, der ifølge vidnet gjorde sin entré.
    
- Jeg kan se, at Peter er på vej hen mod O (navnet på den forurettede kvinde, red.), der står med barnet i armen. Peter råber "irriterende møgunge" eller noget i den stil.
    
- Han skubber og rammer barnet, så barnet og O vælter bagover ned i sofaen, og derefter ned på gulvet, forklarer vidnet.
    
Hun forklarer samtidig, at Peter Sørensen angiveligt er så ophidset, at hun frygter, hvad han kan finde på at gøre.
    
- Jeg løber ud på toilettet. Det er jeg selvfølgelig ked af i dag. Men jeg bliver rigtig bange. Det udtryk, han (Peter, red.) har i øjnene, er rigtig skræmmende, forklarer vidnet.
    
Veninden var også til stede ved den anden episode, hvor Peter Sørensen ifølge anklagen skal have været voldelig.
    
Det var ved ekskonens 40-års fødselsdag, som blev fejret i august 2015 ved et kolonihavehus i Højbjerg.
    
Her blev Peter Sørensen, der er inkarneret ikke-ryger, ifølge vidnet fortørnet over at se sin daværende kone stå med en cigaret i hånden.
    
Han tog fat på hendes arm og væltede hende ifølge vidnet omkuld, så hun endte halvvejs på jorden.
    
Herefter slæbte han hende ifølge vidnets forklaring rundt om huset og hen til en udendørs vandhane.
    
Peter Sørensen har tidligere på dagen afvist at have udøvet nogen form for korporlig vold over for sin tidligere hustru.
    
Han erkender at have råbt, smækket med døren og smidt en stol gennem stuen. Men han har aldrig været voldelig, siger han.
    
Yderligere et vidne var til stede ved hændelsen ved kolonihavehuset. Hun har i retten forklaret, at hun ikke observerede, at Peter Sørensen var voldelig over for sin daværende hustru.
    
Der ventes dom i sagen 7. april.
    
/ritzau/