Viborg-udflytning lammer sagsbehandling i ankenævn

Behandlingen af sager i Natur- og Miljøankenævnet er ramt hårdt af den kommende udflytning

Behandlingen af natur- og miljøsager er ramt hårdt af den kommende udflytning til Viborg
Behandlingen af natur- og miljøsager er ramt hårdt af den kommende udflytning til Viborg

Planen om at rykke de statslige arbejdspladser i Natur- og Miljøankenævnet til Viborg, går nu ud over behandlingen af de klagesager nævnet tager sig af.

Fra årsskiftet får nævnet til huse i det nyetablerede "Nævnenes Hus" i Viborg. Men, som en lang række andre statslige institutioner, der er med i regeringens store udflytningsplan, så er Natur- og Miljøankenævnet hårdt ramt af opsigelser. 

Det forsinker sagerne erkender erhvervs- og vækstminister Troels Lund Poulsen. Det skal der nu rettes op på. Blandt andet ved, at der bruges flere penge til at styrke nævnets opgaver.

- Vi kan ikke leve med historier om, at folk og virksomheder skal vente uacceptabelt lang tid på afgørelser, siger Troels Lund Poulsen i dag til Ritzau.

Netop i dag gjorde regeringen status over den planlagte udflytning af 20 statslige institutioner og godt 4.000 medarbejdere. 

Ifølge erhvervs- og vækstminister, Troels Lund Poulsen, så holder både tidsplan og økonomi. Foreløbig er 1.100 af de planlagte jobs flyttet, og 14 pct. af dem er besat af medarbejdere, der enten er flyttet eller pendler til deres arbejdsplads.