Viborg spolerer Silkeborg-jubilæum med sen scoring

Med en 2-1-sejr over Silkeborg skabte Viborg ny spænding i pulje 2 i Superligaens nedrykningsspil.

Viborg FF
Foto: Arkiv

Der er ny spænding om, hvem der tager de to øverste pladser i nedrykningsspillets pulje 2 i Alka Superligaen.
    
Det stod klart, da Viborg fredag på udebane vandt 2-1 over Silkeborg.
    
Søren Frederiksen bragte Viborg foran tidligt i opgøret, inden Robert Skov udlignede på frispark. I slutfasen afgjorde Mikkel Vestergaard kampen.
    
Med sejren er Viborg blot tre point efter Silkeborg, der ligger på andenpladsen efter AaB i puljen. For Silkeborg og Viborg resterer der to kampe i puljens nedrykningsspil.
    
Silkeborg benyttede lokalopgøret til at fejre klubbens 100 års fødselsdag, men på banen var det gæsterne fra Viborg, der først fik noget at juble over.
    
Der var således blot spillet fire minutter, da Søren Frederiksen bragte gæsterne foran 1-0.
    
Hjemmeholdets Ibrahim Moro spillede bolden i fødderne på Frederiksen lige udenfor Silkeborgs felt, og Viborg-spilleren takkede for den gave ved at passere Thomas Nørgaard. Det var Frederiksens sjette sæsonmål.
    
Det var helt i tråd med begyndelsen på kampen, hvor gæsterne var bedst, men efter en halv time udlignede Silkeborgs Robert Skov med sit syvende sæsonmål til 1-1 på et direkte frispark.
    
Nicklas Helenius fik tilkæmpet sig et frispark lige udenfor Viborg-feltet, og U21-landsholdsspilleren Skov sparkede elegant bolden forbi en chanceløs Viborg-keeper Walter Viitala til pausestillingen 1-1.
    
Viborg kom bedst ud efter pausen, og satte hjemmeholdet under et solidt pres, men gæsterne manglende evnen til at spille mulighederne store nok.
    
Der var således langt imellem, at Silkeborg-målmand Thomas Nørgaard for alvor blev sat på arbejde, og Silkeborg så ud til at være tilfreds med det ene point.
    
Men med ti minutter igen kom Viborg igen i front.
    
Søren Reese headede et hjørnespark på overliggeren, og indskiftede Mikkel Vestergaard kunne heade riposten i mål til 2-1 til gæsterne.
    
Trods et tungt pres fra Silkeborg i slutfasen, så blev der ikke scoret mere i opgøret.