Viborg FF skriver med ung kantspiller fra Haiti

19-årige Shelove Achelus er kommet til det midtjyske på en fri transfer.

Shelove Achelus har senest været på kontrakt i en fransk klub.
Shelove Achelus har senest været på kontrakt i en fransk klub.
Foto: Viborg FF

Viborg FF, der ligger på andenpladsen i fodboldens 1. division, har forstærket truppen med den 19-årige kantspiller Shelove Achelus fra Haiti.

Den unge haitianer har i løbet af sommeren været til prøvetræning i Viborg, og han gjorde så godt et indtryk, at klubben allerede for tre uger siden valgte at give ham en kontrakt. Klubben oplyser ikke, hvor længe kontrakten varer.

Forskellige forhold, blandt andet papirpapirarbejdet, har imidlertid forsinket processen, og derfor er han først nu klar til at tørne ud for de grønne.

Sportschef Jesper Fredberg betegner Achelus som en ung spiller, der stadig har meget at lære - men også en spiller som klubben venter sig meget af.  

- Shelove Achelus er en ung spiller med et spændende potentiale, og med nogle åbenlyse spidskompetencer, som vi tror på, at vi kan udvikle og få forløst i vores miljø. Han er hurtig, driblestærk, god én mod én og så har han et fint blik for sine medspillere, siger Jesper Fredberg i en pressemeddelelse.

Den nye kantspiller kommer til Viborg på en fri transfer og har været på kontrakt hos AC Ajaccio i den næstbedste franske række. I VFF har han allerede nået en kamp på reserveholdet i sejren over FC Midtjylland. 

- Jeg er meget glad og taknemmelig over at have fået muligheden her. Det er en god klub med dygtige trænere og gode spillere, som allerede har taget rigtig godt imod mig. Nu starter det hårde arbejde for alvor, og jeg håber, at jeg snart kan gøre mig fortjent til en masse spilletid her, siger han i pressemeddelelsen fra VFF.