Viborg FF henter ny sportschef i Skive

Viborg FF har fået ny sportschef i form af 43-årige Jesper Larsen.

Jesper Larsen er ny mand i Viborg fra 1. august. Foto: Nicolai Kristensen, Viborg FF

Når Viborg FF tager hul på sæsonen i 1. division efter sommerpausen, så bliver det med en ny sportschef ved roret. 43-årige Jesper Larsen er hentet til klubben fra lokalrivalerne i Skive IK. Det skriver klubben i en pressemeddelelse

- Jeg er meget glad for Viborg FF’s signaler omkring øget fokus på værdierne, for det er også noget, der har afgørende betydning for mig, og den måde, jeg arbejder på. Fundamentet og kulturen i klubben skal være på plads for at få succes, og det ser jeg meget frem til at arbejde med, lyder det fra den kommende sportschef.

Jesper Larsen blev ansat i Skive IK i 2004, da han måtte stoppe sin egen fodboldkarriere efter en knæskade. Han skal nu være med at få Viborg FF i den rigtige retning igen efter nedrykningen til 1. division.

- Med Jesper får vi en dygtig kapacitet ind, der har erfaring med opgaverne som sportschef, han deler vores værdier og samtidig har han bevist, at han med begrænsede midler kan samle et hold og skabe en kultur, der præsterer over forventning. Vi er helt sikre på, at Jesper er klar til at tage det næste skridt efter mange år i Skive, og kan være med til at skabe en rigtig positiv udvikling her i klubben, siger klubbens direktør, Morten Jensen. 

Jesper Larsen har første arbejdsdag i Viborg den 1. august.