VFF får angriber med det samme

Viborg FF har købt angriberen Mikkel Vestergaard fri i Esbjerg fB. Det betyder, at skiftet gennemføres øjeblikkeligt.

Mikkel Vestergaard skriver under på sin nye kontrakt.
Mikkel Vestergaard skriver under på sin nye kontrakt.
Foto: Viborg FF

Der er øjeblikkelig forstærkning på vej til Viborg FF. Mikkel Vestergaard, der har spillet hele karrieren i Esbjerg fB, skifter til de grønblusede allerede i dette transfervindue. Det oplyser klubben i en pressemeddelelse

Den 23-årige tekniker skal forstærke et Viborg-angreb, hvor Serge Deblé har haft svært ved at finde målet i Superligaen. Sidste sæsons topscorer i 1. division har indtil nu kun scoret to mål i denne sæson.

Derudover har klubben skilt sig af med angriberne Alhaji Gero, som er skiftet til Östersunds FK i Sverige samt Kristian Sivebæk, der er blevet udlejet til Vejle Boldklub.

- Det har været en prioritet for os at tilknytte Mikkel Vestergaard allerede nu, og han har også selv haft et ønske om et hurtigt skifte. Vi har haft en god dialog med Esbjerg, og vi er selvfølgelig glade for, at det er lykkes os at blive enige, siger direktør i Viborg FF, Morten Jensen i en pressemeddelelse.

Mikkel Vestergaard har første træningsdag i Viborg i morgen.