VFF-profil forlader klubben

Efter otte år i klubben siger Jonas Thorsen nu stop. Han ønsker ikke at forlænge sin kontrakt med Viborg FF.

Jonas Thorsen i kamp for Viborg FF.
Jonas Thorsen i kamp for Viborg FF.
Foto: Viborg FF

Han har været med i både op- og nedture for de grønne fra domkirkebyen. Men nu vil Jonas Thorsen have nye udfordringer:

-Jeg har en drøm om at prøve mig selv af i udlandet, og det er det, jeg sigter efter til sommer. Nu er fokus stadig på at slutte rigtig godt af her i foråret, og der er ingen tvivl om, at det er vigtigt for mig, at vi når i mål med vores mission for sæsonen, inden jeg stopper her til sommer, forklarer han i en pressemeddelelse. 

Jonas Thorsen har spillet for Viborg FF siden 2009 og runder inden længe 200 kampe i VFF-trøjen. Derfor bliver det også en vemodig afsked. 

-Jeg har været sindssygt glad for at være i Viborg. Jeg har været her i mange år, og har fået mange oplevelser med klubben. Der har været både op- og nedture, men det hele har været med til at forme mig, og det er jeg rigtig glad for, siger den 26-årige forsvarsspiller.

Klubben ønskede kontraktforlængelse​

Viborg FF's direktør, Morten Jensen, er ærgerlig over, at klubben nu mister en af klubbens helt store profiler, og han lægger ikke skjul på, at de grønblusede gerne havde beholdt Jonas Thorsen:

-Han har været i klubben i mange år og har været en fantastisk person og spiller hos os. Han er vellidt af alle og har ydet en stor indsats her, og derfor ville vi også gerne have forlænget aftalen, forklarer han og fortsætter:

- Vi har været i dialog om kontraktforlængelse i en periode, men Jonas har et stort ønske om at prøve sig af i udlandet, og det har vi selvfølgelig respekt for.