Vestjysk Bank: Smalt overskud i halvårsregnskab

Store nedskrivninger på landbrug betyder, at Vestjysk Bank kommer ud af første halvår med et smalt resultat.

20111220vestjysk_bank.jpg
Foto: Arkiv

Lave afregningspriser på mælk og svinekød presser ikke kun landmændenes økonomi, men også de pengeinstitutter, der har lånt dem penge.
    
Et godt eksempel er Vestjysk Bank, der onsdag fremlagde regnskab for første halvår af 2016.
    
Banken kom ud af årets første seks måneder med et basisresultat før nedskrivninger på 227 millioner kroner, men da man samtidig har været nødt til at nedskrive engagementer til en samlet værdi af 216 millioner kroner, er der ikke meget tilbage.
    
Banken realiserer således et resultat efter skat på 10 millioner kroner mod 44 millioner kroner i samme periode sidste år.
    
- Det er glædeligt at kunne konstatere en lille forbedring af afregningspriserne på svinekød hen over sommeren, men niveauet er fortsat meget lavt, og udviklingen i afregningspriserne på både mælk og svinekød er præget af stor usikkerhed.
    
- På grund af vores betydelige eksponering mod landbrugserhvervet er vi meget følsomme over for udviklingen inden for dansk landbrug, siger administrerende direktør Jan Ulsø Madsen i en kommentar til regnskabet.
    
/ritzau/