Verdensstjerner på besøg

Det er to af tennissportens helt store stjerner, der besøger Herning torsdag aften.

Caroline Wozniacki og Serena Williams til pressemøde i Herning.
Caroline Wozniacki og Serena Williams til pressemøde i Herning.
Foto: Sebastian Andreasen, TV MIDTVEST

Serena Williams og Caroline  Wozniacki har spillet mod hinanden et hav af gange. Torsdag aften møder de to verdensstjerner hinanden igen i en show-kamp i Boxen i Herning.

Serena Williams er nummer et på verdensranglisten og har vundet alle de store tennisturneringer flere gange. Caroline Wozniacki er nummer 17 på verdensranglisten, så det er altså to spillere fra den øverste tennnishylde, der er i Herning.

For verdens-etteren er det et gensyn med Herning. Sidste år spillede hun mod Ana Ivanovic i en lignende show-kamp.

- Det er godt at være tilbage i Herning. Jeg er glad for at være her. Det var en god oplevelse sidste gang. Jeg ville gerne komme tilbage og spille endnu bedre. Og at jeg så skulle spille mod Caroline, så var jeg bare sådan "Oh, my Gosh", sagde Serena Williams på onsdagens pressemøde forud for kampen.

Selv om Caroline Wozniacki til daglig bor i Monaco, så er hun på hjemmebane i Jyske Bank Boxen i Herning foran det danske publikum.

- Jeg glæder mig. For det første at spille på hjemmebane foran det fantastiske danske publikum, men samtidig spille mod en af sine bedste veninder. Det bliver en stor oplevelse, så det bliver sjovt, sagde Caroline Wozniacki på pressemødet.

For MCH er kampen torsdag aften kulminationen på fem års arbejde. 

- Jeg plejer at sige: Store ting tager tid. Meget store ting tager meget lang tid og det her er en meget stor ting. Så det har været tiden værd, sagde Georg Sørensen, administrerende direktør, MCH. 

2:03
I morgen aften er der lagt op til den største tennisfest på dansk grund nogensinde. I boxen i Herningh mødes verdensstjernerne Caroline Wozniacki og Serena Williams i en showkamp foran tusindvis af tilskuere