Ulv set nær Ikast

Kristian Randrup Dürr Jensen fik den så omtalte ulv at se på tætteste hold, da han i fredags var på bukkejagt.

1:22

Kristian Randrup Dürr Jensen på 19 år fik en uventet gæst, da han i fredags var på bukkejagt i et skovområde nordvest for Munklinde ved Ikast.

-Jeg er på vej på jagt halvanden time før solnedgang, og så ser jeg to rådyr, som opfører sig mærkeligt. Så kommer den så løbende.

Det var intet mindre end en ulv, der kom løbende i mod den unge jæger, der straks begyndte at filme.

- Det første jeg tænkte var, at det skal jeg have på film, så min far vil tro på mig. Jeg filmer så igennem min håndkikket, men så kommer den så direkte op mod mig.

Og selvom Kristian Randrup Dürr Jensen gerne ville have gode billeder af den sjældne gæst, er der dog en grænse.

- På et tidspunkt er den 50 meter fra mig, men der råber jeg efter den. Der synes jeg lige, den var tæt nok på. Den skulle ikke tættere på, fortæller Kristian Randrup Dürr Jensen, der til dagligt arbejder i SL Vildt.

Det var da heller ikke en hel lille sag, som luskede rundt i skoveområdet.

- Den var meget stor. Nu har jeg en labradorhund her hjemme og den er faktisk halv størrelse, fortæller han.

Og selvom Kristian Randrup Dürr Jensen er vant til at møde lidt af hvert, når han går på jagt var dagens gæst noget udover det sædvanlige.

-Jeg var da lidt oppe at køre på adrenalin og rystede også en smule.

Videoen som Kristian Randrup Dürr Jensen lavede som bevismateriale til  sin far, viste sig at blive erstattet af et mere livligt bevis. Hans far var nemlig på jagt samme aften og sad et stykke længere væk og ventede på et bytte.

- Så ringer til ham og siger, at jeg har set en ulv. Så løber den over mod, hvor han sidder, og så siger jeg til ham at han nok kan se den lige om lidt. Og ganske rigtigt hører jeg ham sige, Ja der er en ulv, den er godt nok flot.

Selvom Kristian Randrup Dürr Jensen måtte gå tomhændet hjem fra sin jagt er han ganske tilfreds med sin film.