TV MIDTVEST

Ulstrup-tragedie: Faderen slog familien ihjel

Foto: Jacob Krogsgaard Nielsen, TV MIDTVEST

Ifølge Østjyllands Politi slog faderen i Ulstrup sin familie ihjel og tog efterfølgende sit eget liv.

Østjyllands Politi har dagen igennem fortsat efterforskningen i sagen om de seks døde personer, der i går blev fundet i Ulstrup, herunder foretaget gerningsstedsundersøgelse og retsmedicinske undersøgelser, som nu leder til en ny teori fra politiet:

- Baseret på de foreliggende oplysninger i sagen er det politiets umiddelbare vurdering, at de fire børn og den 42-årige kvinde alle er blevet dræbt af den 45-årige mand, som efterfølgende tog sit eget liv, skriver Østjyllands Politi i en pressemeddelelse.  

Tidligere har der været spekuleret i, om gas kunne være årsag til dødsfaldene, men det afviser politiet.

- Det har tidligere været nævnt i pressen, at der havde været et gasudslip i huset. Der er intet, der på nuværende tidspunkt tyder på, at gas har været årsag til dødsfaldene, skriver politiet.  

Senest er der foretaget en endelig identifikation af de seks personer. Det drejer som om husets beboere i form af en 45-årig mand, hans 42-årige hustru og deres fire fælles børn – to drenge på henholdsvis 3 og 11 år og to piger på henholdsvis 6 og 16 år.

Læs også Politi om Ulstrup-dødsfald: Efterforskes nu som drabssag

Østjyllands Politi skriver, at de i den kommende tid fortsætter efterforskningen og de retsmedicinske undersøgelser.

 

Tip os Har du et godt tip?