Uheldige Henning: Bilen stak af

Trang til cigaretter hos en mand fra Struer gav bil frit spil på tankstation.

Husk at trække håndbremsen, når du forlader bilen, ellers kan det gå galt.
Husk at trække håndbremsen, når du forlader bilen, ellers kan det gå galt.
Foto: Flemming Christensen

Henning Nielsen fik sig en overraskelse, da han stoppede op på Circle K i Struer og forlod sin bil for at købe cigaretter.

Da den smøgtrængende struerbo kom ud fra butikken onsdag eftermiddag, var bilen, en Mitsubishi Space Star, pist væk.

- Jeg tænkte, hvem fanden har nu taget bilen uden at have taget nøglen, fortæller Henning Nielsen.

Da han så sig rundt på tankstationen, opdagede han, at japaneren selv havde taget turen hen over pladsen for at fortsætte ned ad en lille skråning, hvor den var landet i et buskads.

Henning Nielsen indrømmer blankt, at han havde glemt at trække håndbremsen.

Mens han ventede halvanden time på Falck, kom nysgerrige forbi og spurgte til, hvad den alternative parkering skyldtes?

- De er ved at afprøve førerløse biler. Det går ikke så godt, grinede Henning Nielsen, som valgte at gribe det an med et drys humor. 

Her stoppede turen for Mitsubishien.
Her stoppede turen for Mitsubishien.
Foto: Flemming Christensen

I ventetiden, hvor Henning fik sin velfortjent smøg, kunne tankpasseren da også konstatere, at det ikke var første og nok heller ikke sidste gang, at det skete på netop den tankstation.

En anden bil havde netop forladt en parkeringsbås netop der, hvor Hennings bil tog sig et frikvarter fra færdselsloven. Heldigvis kom ingen til skade, og Henning kunne da også fortsætte turen i bilen, efter at Falck havde trukket den op.

- Jeg tror nok, jeg sørger for at håndbremsen er trukket, eller at bilen er sat i gear, næste gang jeg går fra den. Har jeg ikke lært andet, så har jeg dog lært det, slutter Henning Nielsen, der nåede sikkert helt hjem igen.

 
 
Foto: Flemming Christensen