Udflytning: Statens direktører takker nej til provinsen

Kun tre direktører tager med, når 13 statslige institutioner i de kommende måneder flytter over Storebælt.

Udflytning af statslige arbejdspladser
Foto: TV MIDTVEST

Når 13 statslige institutioner med 1933 arbejdspladser de kommende måneder flytter over Storebælt, følger kun tre direktører med.
    
Det viser en rundspørge, som Jyllands-Posten har gennemført blandt de statslige institutioner, der flytter mere end 50 medarbejdere til Fyn og Jylland. På disse 13 arbejdspladser har 625 medarbejdere kvittet jobbet, siden planerne for udflytningen blev kendt. Det tal kan stige yderligere, når flyttedatoerne for mange af medarbejderne rykker nærmere.
    
Særligt på ledelsesgangen vægrer man sig mod udflytningen. Tre institutioner rykker de statslige job ud uden at tage et eneste direktionsmedlem med.
    
Seks statslige arbejdspladser har måttet rekruttere nye direktører til at opbygge den nye organisation i provinsen. Situationen bekymrer eksperter. En af dem er Jacob Torfing, der er professor i offentlig ledelse på Roskilde Universitetscenter.
    
- Det vækker klart bekymring, når de udflyttede styrelser bliver drænet både på ledelsesplan og nøgleposter. Det kan give dårligere offentlig styring som konsekvens, siger han til Jyllands-Posten.
    
Det er en dramatisk situation, vurderer Per Nikolaj Bukh, som er professor i ledelse og offentlig økonomistyring ved Aalborg Universitet.
    
- En styrelse med en stor andel af nye medarbejdere har brug for en ledelse, der kender virksomheden, for at opbygge den nye organisation. Det er uforståeligt, at man har turdet at gøre det. Det er noget af en omgang, man har sat gang i, siger Per Nikolaj Bukh. 
   
Vicedirektør i Moderniseringsstyrelsen Inge Friis Svendsen erkender i en mail til Jyllands-Posten, at opgaveløsningen i de udflyttede, statslige institutioner kan blive mindre effektiv i en overgangsperiode.

Også opsigelser til jobs i Midt- og Vestjylland

Midt- og Vestjylland er også en del af den store plan om udflytning af statslige arbejdspladser. Men også de udflyttede statsinstitutioner her i landsdelen har haft mange medarbejdere, der forlader jobbet, fordi de ikke ønsker at flytte med jobbet. 
    
Natur- og Miljøklagenævnet, der flytter 80 stillinger til Viborg inden 2017.  Her har 50 har forladt deres stilling. Civilstyrelsen flytter 95 stillinger, der også skal til Viborg inden juli 2017. 28 har sagt op som konsekvens.
    
Kilder: Politiken og Finans.dk
    
/ritzau/