Tyveri i Kirkens Korshær

Tirsdag blev genbrugsbutikken Kirkens Korshær i Skave udsat for et ualmindeligt tricktyveri.

Politi-PolitiErme.jpg

Tre udenlandske kvinder var tirsdag inde for at købe tøj i genbrugsbutikken Kirkens Korshær i Skave. De endte dog med at gå derfra med to mobiltelefoner, der ikke tilhørte dem. Det oplyser lokalpolitiet i Holstebro.

Kvinderne fik stjålet telefonerne ved et tricktyveri. De ville købe noget tøj for 100 kroner, som de betalte med 1000 kroner. Der opstod efterfølgende noget forvirring, da de skulle have penge tilbage, og det udnyttede kvinderne til at stjæle de to telefoner.

- Kvinderne stjal ikke nogen penge, men de udnyttede hele forvirringen omkring betalingssituationen til ubemærket at stjæle de telefonerne fra jakker i butikken, siger Lasse Møller fra lokalpolitiet i Holstebro.

Opkald til Østeuropa

Lokalpolitiet i Holstebro har efterfølgende sporet opkald fra de to stjålne mobiltelefoner. Opkaldende tyder på, at tyvene er fra Østeuropa.

- Vi har kunnet spore, at der er foretaget to opkald til henholdsvis Polen og Rumænien, siger Lasse Møller.

Han fortæller, at politiet lige nu har gang i en efterforskning i håb om at finde frem til tyvene.

- Vi er lige nu i gang med at finde ud af, om der er overvågning i området. Derudover vil vi blive ved med at tjekke for udgående opkald for at finde ud af, hvem der har ringet, siger han.

Lasse Møller oplyser dog, at det ikke vælter med spor i sagen, og at det derfor kan være svært at finde frem til tyvene.