TTH fortsætter med to ligahold trods millionunderskud

TTH Holstebro freder begge sine ligahold, og sponsorerne bakker op trods underskud på seks millioner kroner.

tth_dinamo.jpg
Foto: Troels Majgaard, TV MIDTVEST

Håndboldklubben THH Holstebro er i knæ økonomisk. Der mangler seks millioner kroner i klubkassen, og eksistensen er truet.
    
Alligevel er det ikke på tale at lukke enten herre- eller dameholdet, hvor klubben som den eneste er repræsenteret i landets begge række hos begge køn.
    
- Nej, det kan jeg afvise, siger bestyrelsesformand i TTH, Jørgen S. Hansen, til TV2 Sport.
    
Han siger, at man faktisk ville miste flere penge i sponsorindtægter, end man ville spare ved at lukke det ene hold. Og på et hasteindkaldt møde tirsdag aften var der opbakning fra klubbens sponsorer til at fortsatte med to hold.
    
- Vi har haft debatten her i aften (tirsdag, red.), og alle synes egentlig, at vi er lidt noget enestående. Det er vores sjæl og vores dna, at vi er en tostreget klub, forklarer han.
    
Angiveligt har en lille gruppe sponsorer med større økonomiske muskler givet tilsagn om, at man vil spytte tre millioner i kassen. Det sker dog kun, hvis de øvrige sponsorer sammen får skrabet de sidste tre millioner sammen.
    
- Vi har ikke fundet pengene endnu. Det vil jeg godt understrege, og det bliver et meget, meget stort stykke arbejde. Men jeg har fået en styrket tro på, at det kan lade sig gøre, lyder det fra Jørgen S. Hansen.
    
15. december vil klubben melde ud, hvordan situationen er, og hvordan fremtidens strategi og budget bliver.
    
Allerede inden denne sæson sparede man en millioner kroner på dameholdet ved blandt andet at skille sig af med seks landsholdsspillere.
    
/ritzau/