Topmålmand: Er stadig psykisk påvirket efter hjernerystelse

Håndbold-spillere ser frem til at problemer med mange hovedskader kan løses

Søren Rasmussen fra Bjerringbro-Silkeborg er en af de målmænd, der har fået en alvorlig hjernerystelse i forbindelse med træning
Søren Rasmussen fra Bjerringbro-Silkeborg er en af de målmænd, der har fået en alvorlig hjernerystelse i forbindelse med træning

Den rutinerede Bjerringbro-Silkeborg målvogter Søren Rasmussen har stadig psykiske mèn efter han fik en alvorlig hjernerystelse.

Søren Ramussen skulle, under træning, redde en afslutning fra en hårdt skydende fløjspiller. I stedet blev han ramt i hovedet.

- Mit hoved flyver tilbage og jeg får den her rystelse, som er rigtig, rigtig skidt for hjernen. Jeg er blevet ramt mange gange i hovedet, men den her gang får jeg ikke spændt nok op i nakke-regionen. Derfor går det helt galt, fortæller Søren Rasmussen.

BSV-keeperen har tidligere spillet i bl.a. den tyske bundesliga for Flensburg-Handewitt. Han har i karrieren fået flere skader. Men hjernerystelsen overgår alligevel alt, hvad han tidligere har oplevet.

- Det er den mest irriterende skade du kan få som håndboldspiller. Selv om jeg kom rimelig hurtig tilbage på håndboldbanen, så har jeg stadig efterveer og det præger min hverdag på alle måder, siger Søren Rasmussen.

Den tidligere landsholdsmålvogter må bl.a. tage pauser når han sidder med computer og smartphone. Dertil kommer de psykiske problemer.

- Jeg synes det går fornuftigt i kampene med at glemme det her, når adrenalinen pumper. Jeg har dog situationer til træning, hvor jeg hellere vil beskytte mig selv og mit hoved, end at gå efter en redning, siger Bjerringbro-Silkeborg målmanden.

Netop de seneste sæsoner har dansk håndbold vært plaget af et stort antal hjernestyrelser. En af årsagerne kan, ifølge overlæge på Regionshospitalet i Silkeborg, Ulrich Fredberg være, at håndboldene i Danmark er pumpet alt for hårdt.

- Alle kan forestille sig. at det er mere ubehageligt at blive slået i hovedet med en kanonkugle i stedet for en ballon, siger overlægen til TV MIDTVESTs håndboldmagasin, Overtrådt.

For at komme problemet til livs, foreslår Ulrich Fredberg, at boldene gøres blødere ved at der lukkes luft ud af dem. Et forslag der falder i god jord hos spillerne.

- Jeg synes det lyder rigtig, rigtig spændende, siger BSV-veteranen Søren Rasmussen. Jeg er så glad for, at der nu bliver forsket i forskellige løsninger på et problem, som i øjeblikket vokser i dansk håndbold.

Målmanden henviser til sine spiller-kollegaer i den danske håndboldliga, som også vil sætte stor pris på at få en blødere bold at spille med.

- Der er stor forskel på de bolde vi træner og spiller kamp med. Men, jeg kan sagtens mærke når jeg står med en hårdt pumpet bold i hænderne. Den vil jeg altså nødig have i hovedet, slutter Søren Rasmussen.

Formanden for Dansk Håndbold Forbund, Per Berthelsen, siger, at han nu vil tage problemet op med forbundets boldsponsor for at se, om der kan findes en løsning.  

2:28
Hårde bolde giver hovedskader