TV MIDTVEST

Tillidsmand: Ikke okay at vi er bundet sammen med andre forbund

01:02

Foto: Charlotte Hansen, TV MIDTVEST

Slagteriarbejderne i Thisted har fået en ny overenskomst, som 96 procent af dem stemte nej til.

Slagteriarbejderne på Tican i Thisted er voldsomt utilfredse med, at de reelt er blevet påduttet en ny overenskomst, selv om et meget stort flertal af dem stemte nej til forslaget.

Og det er netop utilfredshed med den nye overenskomst, der fredag morgen fik dem til at nedlægge arbejdet, fortæller deres fællestillidsmand Peter Uno Andersen.

- Vi er utilfredse med, at vores afstemning her i Thisted, som var på 96 procent nej, ikke udløser, at vi har lov til at gå i en lovligt varslet strejke. Det er simpelt hen ikke okay, at vi er bundet sammen med alle de andre forbund, siger Peter Uno Andersen til TV MIDTVEST.

Overenskomsten mellem LO og DA gælder for 500.000 ansatte i den private sektor. Afstemningen på slagteriområdet endte med et meget klart nej, men forslaget blev alligevel vedtaget, fordi stemmerne fra de forskellige fagforbund under LO bliver lagt sammen. På landsplan var der et flertal på 57 procent, hvilket altså står i skærende kontrakt til det klare nej blandt slagteriarbejderne i Thisted.

Peter Uno Andersen siger, at der er ting i overenskomsten, som hans kolleger godt kan bruge til noget. 

- Men der er også ting, vi ikke kan bruge, og det er blandt andet systematisk overarbejde. Vi kunne også godt have tænkt os at få hele vores rammeaftale taget op til  vurdering, siger han.

Læs også Tican og Danish Crown lammet af strejke

Tip os Har du et godt tip?