Tican genansætter fyrede medarbejdere

Svineslagteriet Tican har sat gang i en ny vækstplan på det danske marked. Det betyder øget produktion og genansættelse af tidligere medarbejdere.

210710Tican001.jpg

Flere af de Tican-medarbejdere, der blev fyret i forbindelse med udflytning af baconproduktionen til Storbritannien, kan nu se frem til en mulig genansættelse.
Nye vækstplaner herhjemme gør, at Thisted-slagteriet igen får brug for nogle af de fyrede medarbejdere.

- Vi forventer ikke at kunne tilbyde alle en ny stilling, men der vil være mulighed for genpladseringen af en del, siger administrerende direktør ved Tican, Ove Thejls, til Landbrugsavisen.dk.

80 ansatte er blevet afskediget, og ledelsen i Tican ved endnu ikke, hvor mange af dem der bliver tilbudt en ny stilling.
 

Tican har store vækstplaner
Thisted-slagteriet vil sætte gang i en ny vækstplan, som skal øge produktionen af forædlede kødprodukter og udskæringer af svine- og oksekød. Det betyder, at afdelingen i Ansager øger aktiviteten på både pølser, marinerede specialiteter m.v. samt pakning af ferske svine- og oksekødsprodukter.

Den 1. oktober flyttes slagteriets baconproduktion til Storbritannien, og det kommer til at betyde, at  afdelingen i Ansager produktionsmæssigt bliver omdrejningspunktet for den nye vækstplan på det danske marked.

- Vi er efterhånden kommet langt med integrationen af Ticans virksomheder i England, Polen og Danmark i Tönnies koncernen, og det er særdeles positivt, at vi nu kan iværksætte denne vækstplan på det danske marked. Vi ønsker at blive langt mere synlige i Danmark, og det er vor opfattelse, at markedet har ventet på dette initiativ. Vi glæder os til at præsentere konceptet for kunderne, siger adm. direktør Ove Thejls .