Thorup: Jagtede kvalitet

Der var flere afgange end tilgang på transfervinduets sidste dag i FC Midtjylland.

Jess Thorup

Jess Thorup og FC Midtjylland lukkede natten til tirsdag transfervinduets sidste dag uden at hente nye kræfter. Først på måneden sikrede midtjyderne sig Sønderjyske-trioen bestående af Janus Drachmann, Marc Dal Hende samt svenske Simon Kroon, mens Kristoffer Olsson og Patrick Banggaard er solgt videre, mens to unge spillere røg til Skive IK på leje.

FCM-træneren og den sportslige ledelse i klubben var ellers på markedet, men da den oplagte mulighed ikke bød sig, blev vinduet smækket i.

- Det er altid en opvejning, om man skal hente en spiller udefra, eller om man vil satse på ens egne unge talenter. Min holdning var, at vi kun skulle have en ny spiller, hvis han kunne løfte vores topniveau med det samme, siger Jess Thorup til Herning Folkeblad og fortsætter.

- Selv om Paul Onuachu har et stort potentiale, og vi har fået Bruninho tilbage på træningsbanen, er vi naturligvis lidt sårbare, hvis der i foråret opstår skader eller karantæner hos vores to angribere. Jeg havde gerne set, at der var kommet et alternativ ind, men vi har supplementer fra midtbanen, der kan hjælpe, siger han.

I løbet af mandagen blev FC Midtjylland meldt kraftigt interesseret i en ungarsk centerforsvarer, men den handel blev aldrig til noget.