Thisted Bryghus kåret som årets bryggeri

For andet år i træk kan Thisted Bryghus smykke sig med titlen Årets Danske Bryggeri.

Thisted Bryghus
Foto: TV MIDTVEST

En rigtig god øl finder man i Thy. Det mener medlemmerne af forbrugerorganisationen Danske Ølentusiaster i hvert fald. Organisationen består af omkring 9.000 medlemmer, og de kårer hvert år Årets Danske Bryggeri. For andet år i træk går prisen til Thisted Bryghus.

- Jeg er utrolig glad. Det er andet år i træk, vi får den, og det er stort, det må jeg sige. Vi er meget ydmyge. Vi er meget taknemmelige, siger bryggeridirektør Aage Svenningsen.

Thisted Bryghus har i årets løb lanceret 10 nye øl på det danske marked. Heriblandt Cold Hawaii Rav som er fyldt med ingredienser fra lokalområdet. Det er øl som den, der har sikret bryggeriet titlen.

- Det er en stor ære at overrække prisen som Årets Danske Bryggeri til Thisted Bryghus, som formår at brygge både gode hverdagsøl og øl, hvor brygmesteren gør sig særligt umage for at udfordre forbrugerne med nye smagsoplevelser, ikke mindst med råvarer fra Nationalpark Thy, siger Anne Lise Knørr, der er formand for Danske Ølentusiaster, til Limfjord Update.

Mandag eftermiddag modtog Thisted Bryghus titlen samt en buket blomster.  

0:41
Danske Ølentusiaster kårer bryghuset som Årets Bryggeri