Taler engelsk døgnet rundt

Danmark har fået den første efterskole, hvor der skal tales engelsk døgnet rundt - og den ligger i Vedersø.

2:22
Efterskolen The International bød velkommen til 62 elever fra 13 forskellige nationer.

62 elever er flyttet ind på Vedersøs nye efterskole - men selvom skolen ligger i Vedersø, så foregår det på engelsk.

- Jeg synes, det ser rigtig fint ud. Jeg glæder mig til det her år, siger Laura Rowledge fra Luxembourg. Hun er en af de nye elever. 

Skolen havde håbet at få elever nok til én eller to klasser. Nu bliver der tre - og det er langt over forventningerne.

- Vi er spændte. Vi er måske også en lille smule nervøse for at se, hvordan alle de her mennesker uden for Danmark tager imod efterskolen som koncept, siger Alex Mason, som er afdelingsleder på efterskolen.  

På den internationale efterskole foregår al undervisning og samtale på engelsk.

- Der kan selvfølgelig være nogle gange, hvor man mangler et ord. Men jeg tror hurtigt, at man lærer det, siger Smilla Fredslund Toft fra Herning.  

Vigtigt i en globaliseret verden

Eleverne kommer fra 13 forskellige nationer, men flere af de internationale elever har danske slægtninge. Uanset nationalitet er de kommet, fordi de har fokus på det internationale.

- Jeg kan godt lide at snakke engelsk og vil gerne have en større udfordring. Jeg kan godt lide at rejse, og jeg kan også godt lide andre kulturer og at snakke med folk fra andre steder, siger Smilla Fredslund Toft. 

- Vores hovedformål med konceptet er at lade de unge mennesker begå sig i en globaliseret verden i dag. Det bliver endnu vigtige for 14-16-årige at mærke, at man sagtens kan komme ud i verden og arbejde og læse videre, siger afdelingsleder Alex Mason.

Skolen hører til under Vedersø Idrætsefterskole.