Stor udvidelse af Nørreport Centeret og arkade på vej i Holstebro

En udvidelse af Nørreport Centeret fra 12500 kvadratmeter til 24000 kvadratmeter og en butiksarkade i Enghaven på vej i Holstebro.

Nørreport Centeret
Foto: Holstebro Kommune

På et pressemøde onsdag morgen præsenterede Holstebro Kommune planer om en stor udvidelse af Nørreport Centeret og en etablering af en butiksarkade i Enghaven. Projektet er en erstatning for de tidligere planer om et butikscenter i Enghaven. 

- Det har hele tiden været Handelsstandsforeningens holdning, at der manglede 25-30 flere butikker i en by af Holstebros størrelse, siger Holstebros borgmester, H.C. Østerby.

Lige siden det i februar stod klart, at Enghave Centeret ikke blev til noget, har kommunen arbejdet med tre andre projekter. Valget faldt altså på to sideløbende projekter med arkaden i Enghaven og i udvidelsen i Nørreport Centeret.

- Jeg er glad for, at det var et enigt byråd, der i går aftes blev enige om, at vi skal køre videre med det her projekt, siger H.C. Østerby 

Illustrering af det nye Nørreport Center
Illustrering af det nye Nørreport Center
Foto: Holstebro Kommune

Op mod 50 flere butikker til Holstebro

Nørreport Centeret er i dag 12 500 kvadratmeter stort, når udvidelsen er helt færdig skal det være hel 24 000 kvadratmeter og indeholde restauranter, 5-sal biograf og op mod 70 butikker mod 25 i dag. Derudover vil komme de butikker, der bliver bygget i den kommende arkade, der kommer til at ligge, hvor noget af Enghave Centeret skulle have ligget, i alt vil der komme op mod 50 nye butikker. 

- Nørreport Centeret bliver faktisk et center, der er en tand større, end det vi havde talt om nede i Enghaven, siger Mogens Pedersen, der er administrerende direktør i Braaten+Pedersen, der sammen med Dades står bag udvidelsen af Nørreport Centeret. 

Den første etape i udvidelsen af Nørreport Centeret forventes at gå i gang inden for tolv måneder. Håbet er at flere af de lejere, der ville flytte ind i Enghave Centeret, nu flytter ind i Nørreport Centeret, derfor er bygherrerne sikre på, at de kan udfylde det nye center.

-  Vi har et eksisterende center, hvor der er 25 butikker, der er i drift, og vi kommer til at udvide i faser. Den første fase er med ti nye butikker plus udvidelse af de eksisterende og en stor ny biograf, det har vi lejerne til allerede. Og så efterhånden som vi kan leje ud, udvider vi i etaper, siger Mogens Pedersen.

- Vi har et velfungerende center i forvejen med 2,5 mio. kunder om året. Da Braaten+Pedersen henvendte sig med en håndfuld nye lejeremner, som vi umiddelbart kan fylde ind i centeret, så er det jo naturligt for os at indgå et samarbejde, siger Kim Huus, der er centermanager ved Datea, som er et datterselskab er Dades, der ejer Nørreport Centeret.

Illustrering af et nyt cafeområde i Nørreport Centeret.
Illustrering af et nyt cafeområde i Nørreport Centeret.
Foto: Holstebro Kommune

Arkade med indgang fra gågaden

Arkaden i Enghaven kommer til at have indgang fra Nørregade 12 og 14 i bygningerne omkring Fætter BR, som er blevet købt af Braaten+Pedersen. Målet er, at arkaden skal indeholde specialbutikker, detailhandel og restauranter.

- Arkaden forbinder Enghavens parkeringsplads med Nørregade, så vil vi etablere butikker derned langs. Hvis man kigger i dag, så har man en tidligere bankbygning Nordea, og man har Nørregade 12 hvor fætter BR er. Det vi gerne vil er at åbne facaden i den ejendom, og så kommer vi til at dele Nordea op i flere butikker, siger Mogens Pedersen.

Derudover er håbet er der på sigt skal etableres en ny daglivarebutik, ungdomsboliger og et højhus med erhvers og boliglejemål.

H. C. Østerby glæder sig over udsigterne til udviklingen i bymidten.

- Det er en fantastisk dag for Holstebro, siger borgmesteren.

Borgmesteren håber, at lokalplanen for projekterne kan være på plads inden for seks til ni måneder. 

3:38
Efter lang tids hemmelighedskræmmeri lancerer Holstebro igen-igen nye planer for et butikscenter.