Storken er landet

​Blot 4 dage efter, at storkerederne i Nørreådalen øst for Viborg blev sat i stand, ankom storken.

Storken har måske tilbragt vinteren i Spanien.
Storken har måske tilbragt vinteren i Spanien.
Foto: Lars Mogensen © Storkene.dk

TV MIDTVEST har tidligere fortalt, hvordan det generelt er gået gevaldigt ned ad bakke for ynglende storke i Danmark, men i juni måned sidste år ankom et storkepar til Nørreådalen, hvor parret holdt til indtil slutningen af august.

Den succes håber en storkeekspert og andre storkeinteresserede at kunne gentage. Derfor har de istandsat storkerederne i Nørreådalen øst for Viborg, og det tog kun fire dage, så ankom Storken.

Og det er en succes, skriver Storkene.dk.

Det er en han, der er ankommet til Nørreådalen.
Det er en han, der er ankommet til Nørreådalen.
Foto: Lars Mogensen © Storkene.dk

- Det er stort det her. Vi gik forleden og satte storkerederne i stand og talte lidt om, hvornår storken ville dukke op, uden helt at turde tro, at det ville ske. Og da slet ikke så hurtigt, siger Jess Frederiksen fra Storkene.dk, der sammen med Hans Skov , Mogens Lange Petersen og Lars Mogensen, brugte hele lørdagen med restaurering af gamle storkereder og etablering af en ny rede.

For 100 år siden var der mere end 1000 ynglende storkepar, men de senere år har der kun været meget få storke, som har bygget reder og fået unger i Danmark.

Sandsynlighed for yngel

At storken er ankommet allerede midt i marts er et godt tegn, hvis man går og drømmer om storkeunger. For nu har storken – der er en han – tid til at finde en mage. Et storkepar skal helst have dannet par inden den 10. maj, hvis de skal have unger.

Sidst der var et storkepar med unger i området var i 1968. Her havde et par rede på godset i Tjele.

Hvis man ønsker at se storken med egne øjne, så opfordrer Storkene.dk til, at man ikke går for tæt på. Ellers kan man skræmme fuglen væk igen.

De håber nu, at storken når at finde sig en mage. 
De håber nu, at storken når at finde sig en mage. 
Foto: Lars Mogensen © Storkene.dk