TV MIDTVEST

Store byttedag i landsdelens butikker

Nok er det søndag, men derfor var de butiksansatte alligevel trukket i arbejdstøjet fra morgenstunden for at bytte julegaver.

To minutter efter åbningstid var Sct. Mathias Centret proppet med kunder, der ville have byttet julegaver.

- Det var jo nok ikke lige det, vi havde regnet med, vi skulle have, siger Ulrik Christensen fra Hammershøj på vej ind i Imerco med et par julegaver.

Dansk Erhverv forventer, at hver tredje dansker bytter én eller flere julegaver. En af dem er Anders Dalsgaard, der havde fundet hele 28 par sokker under træet juleaften.

- Jeg har sagt, at jeg ikke rigtig vidste, hvad jeg skulle ønske mig, og så tror jeg bare, at mine familiemedlemmer har tænkt: "Han må trænge til nogle nye strømper."

Ifølge Dansk Erhverv bytter danskerne julegaver til en værdi af 250 millioner kroner.

Morgenfrisk til udsalgsstart
Første åbningsdag efter jul betyder ikke kun gavebytteri, men også udsalgsstart for flere af landsdelens butikker. Hos Møbelhuset Selta i Viborg stod de første kunder klar klokken halv fem i morges for at gøre en god handel.

- Jeg skal flytte i morgen og har ingen senge, og så er det jo meget rart at have noget med, siger Gry Skaarup fra Nykøbing.

For Frank Nielsen fra Kjellerup betyder det ikke så meget, om det er jul eller ej.

- Hvis man kan gøre en god handel, er det godt nok, siger han.

Køen hos møbelhuset var dog ikke længere, end at både gry Skaarup og Frank Nielsen i ro og mag kunne udpege det, de gik efter.   

 

Tip os Har du et godt tip?