TV MIDTVEST

Støjberg får Facebook til at gløde med kagebillede

Foto: Udlændinge- og Integrationsministeriet.

Inger Støjberg deler vandene med fejring af stramning nummer 50.

Venstres udlændinge- og integrationsminister, Inger Støjberg, fejrede i dag, at hun i sin tid som minister på udlændinge-området har fået indført 50 stramninger.

Læs også Kærshovedgård skal være asylcenter

Støjberg blev udnævnt som integrations- og udlændingeminister for første gang i juni 2015, og siden da har hun blandt andet fået indført kortere udrejsefrist for afviste asylansøgere, en ny indfødsretsprøve og den meget omstridte smykkelov.

Det er også Inger Støjberg, der står bag omdannelsen af Kærshovedgård, der tidligere fungerede som fængsel og i dag bliver brugt som udrejsecenter.

Støjberg fejrede med kage

For ministeren var det lidt af en milepæl, hun nåede i dag, og derfor blev det fejret med kage.

- Jeg synes, at det var sådan en dag, man skulle tage og købe kage og dele ud i ministeriet. Jeg mener, at 50 stramninger er værd at fejre, siger Inger Støjberg (V) til TV MIDTVEST.

Herefter valgte hun at dele oplevelsen med de mere end 100.000 brugere, der følger hende på Facebook.

Kort tid efter opslaget var offentliggjort, begyndte kommentarerne at strømme ind fra både tilhængere og modstandere.

"Fuldstændig smagløst. Sådan noget fejrer man ikke. Pinligt umoden fremvisning af dine resultater. Du gør én flov over at være", skriver en af brugerne på Facebook, mens en anden skriver:

"Sgu godt gået, når man tænker på modstanden hun er oppe imod, med både vore andre slatne og handlingslammede politikkere, og EU modstanden mod at lade os styre vort eget land. Bare klø på, du gør det godt for Danmark."

Sådan fortsætter det i de mere end 2000 kommentarer, der er kommet på opslaget efter to timer.

"Hvor er det dog klamt og smagløst at flæske kage i forlængelse af en dybt alvorlig sag. Stramninger på udlændingeområdet rammer altså rigtige mennesker. At sidde og fejre sig selv med kage, som om det var en glædelig højtid eller et fint jubilæum er simpelthen så ulækkert, at jeg ikke ved, om jeg skal grine eller græde," skriver en tredje bruger.

- Udlændingepolitik er jo et meget debatteret område, som vækker mange følelser, og som alle har holdninger til, så der vil altid være både roser og knubbede ord, siger Inger Støjberg.

Også en af Inger Støjbergs politiske modstandere, Det Radikale Venstres Jens Rohde, har set og delt Støjbergs opslag på sin egen Facebook-side med teksten: Usmageligt!

- Det er jo Jens Rohdes holdning. Det skal han have lov til. Jeg respekterer hans holdning, og jeg havde også forventet, at han ville have det sådan, siger Inger Støjberg og fastslår, at det er ikke er den sidste stramning fra hendes hånd.

- Der kan sagtens komme flere stramninger. Det er ikke et punktum.  

Tip os Har du et godt tip?