Stærk vind får livredderne til at løfte pegefingeren

Sommeren er over Danmark. Men der er stærk vind, så strandgæster skal være ekstra forsigtige, siger Tryg.

Livreddere
Foto: Emilie Grav, TV MIDTVEST

Solen kigger mere frem denne uge, men vinden kan blive farlig for badegæster. Det fortæller Trygfonden, der stiller med mange af Danmarks livreddere.

Specielt fralandsvind, hvor vinden kommer inde fra land, kan give problemer.

- Vandet ser ofte dejligt roligt og stille ud, når der er fralandsvind. Og så kan man godt komme til at komme for langt ud.

- Hvis man ligger på en luftmadras eller andet, så kan man lynhurtigt blive taget og drive for langt ud til steder, hvor man ikke kan bunde eller ikke har kræfter til selv at komme ind, siger Anders Myrhøj, chef for Trygfondens livreddere.

Kommer man for langt ud, så er gode råd dyre.

- Der er simpelthen ikke noget godt råd til, hvis man først er drevet langt ud. Det er også derfor, vi prøver at komme situationen i forvejen ved at opfordre folk til at lade deres luftmadrasser blive oppe i bilen.

- Det eneste, der er at gøre, er at holde sig oven vande, forsøge at komme i kontakt med nogen og så forsøge at padle sig selv ind mod kysten, siger Anders Myrhøj.

Det er dog ikke kun, når der er fralandsvind, at man skal være opmærksom på stranden. Når der er pålandsvind, kan det også give problemer.

- Alt det vand, der bliver blæst ind mod stranden og giver store bølger, skal jo væk igen.

- Det giver nogle meget stærke udadgående strømme, og det kan også skabe huller mellem revlerne, der er ganske dybe, siger Anders Myrhøj.

Derfor er opfordringen, skulle man blive fanget i en udadgående strøm, at bevare roen og søge enten op eller ned langs stranden.

Ofte vil der være et sted inden for få meter med mindre strøm, hvor man kan lader bølgerne føre en tilbage.

Både for fralandsvind og pålandsvind er det afgørende ikke at tro, at man kan overvinde havets kræfter, siger Anders Myrhøj.

- Det er kræfter, som normale mennesker ikke kan hamle op med, siger han.