Sommerhus brændte ned til grunden

Et sommerhus i Hovvig brændte i nat ned til grunden efter en vildfaren raket formentlig antændte stråtaget

sommerhusbraendt_ned.jpg
Foto: Morten Thomsen, TV MIDTVEST

To tyske familier, der var taget til Vestjylland for at fejre nytår, måtte i nat genhuses i et andet sommerhus.

Mens familierne var ude at gå en tur, gik der nemlig ild i det sommerhus, de havde lejet, i Hovvig.

- Et vidne har set en raket falde ned i taget, så vi går ud fra, at det er sket på grund af fyrværkeri, siger indsatsleder Rune Madsen fra Brand og Redning Midtvest.

En nabo reddede en hund ud, som var inde i sommerhuset, da ilden opstod. For det blev en meget voldsom brand, som endte med at sommerhuset brændte ned til grunden. 

- Det var temmelig voldsomt, da vi kom herud. Da stod flammerne meget kraftigt op af taget, og gnisterne fløj over på andre sommerhuse. Så det var meget voldsomt, forklarer indsatslederen til TV MIDTVEST.