Ungt søskendepar åbner bolscheri i Ringkøbing

De to søskende Stefanie og Julie Bekmann Langhoff har altid drømt om at være selvstændige, og nu har de åbnet Ringkøbing Bolcher.

Foto: Frederik Helms, TV MIDTVEST

Søstrene Julie og Stefanie Bekmann Langhoff er kun henholdsvis 20 og 22 år, men det stopper dem ikke i at forfølge deres drøm om at blive selvstændige.

- Vi vil gerne være selvstændige. Vi synes, at det er sjovt at kunne arbejde selv. Det er tidligt at starte, men så har man også gjort op med sig selv, at det er det, man vil resten af livet, fortæller storesøster Stefanie Langhoff. 

I weekenden sprang de så ud i deres første iværksætter-eventyr, da de åbnede bolcheriet Ringkøbing Bolcher på havnen i Ringkøbing. 

- Det er spændende, og det er stort. Det er jo nok ikke helt gået op for en endnu. Man går og arbejder helt vildt hårdt på det i lang tid, og lige pludselig kommer åbningsdagen, og så tænker man bare 'hold da op, nu er det i gang!' Det er helt vildt, siger Stefanie. 

Der skulle være bolcher for enhver smag i den nye butik.  Foto: Frederik Helms, TV MIDTVEST

Klar til at løbe risikoen

Butikken skal sælge hjemmelavede bolcher, som bliver lavet i selve butikken. På den måde kan kunderne følge med i, hvordan arbejdet foregår i et bolchekogeri. 

- Bolcher kan alle jo lide. Det spiser alle, griner Stefanie Langhoff og fortæller, at hende og søsteren har øvet sig rigtig meget. 

Vi er klar til løbe den risiko, det er. Det er jo det, man må. Man er nødt til at prøve noget for at vinde noget

Stefanie Bekmann Langhoff, butiksejer, Ringkøbing

- Og så har vi engageret os med nogle mennesker, som har lært os det, og så kommer det jo stille og roligt. 

De to Ringkøbing-piger er ud af en familie, der altid har været haft egne firmaer, så det lå ikke så fjernt for de to søstre selv at springe ud som butiksejere.

- Vi er klar til løbe den risiko, det er. Det er jo det, man må. Man er nødt til at prøve noget for at vinde noget, siger Stefanie Langhoff.

Idéen og lysten til at have et bolcheri opstod under ferier i Danmark, hvor de har besøgt andre bolcherier. Efterfølgende blev de to enige om, at der manglede sådan en butik i Ringkøbing, og efter en tur i banken, så var planen klar. 

- Vi har en rigtig god bank og en bank, der tror på ideen. Og så er det jo ikke fordi, at vi har skulle ud og have helt vildt mange penge for at komme i gang, men vi har selvfølgelig skulle bevise, at vi vil det, lyder det fra Stefanie Langhoff.

Kunderne skal kunne følge med i, hvordan bolcherne bliver til. Derfor er det et åbent bolcheri.  Foto: Frederik Helms, TV MIDTVEST

Flere idéer til fremtiden

Begge søstre ejer butikken, men på åbningsdagen var det kun den ene søster, Stefanie, der kunne være med. Lillesøster Julie er nemlig, udover at være butiksejer, også i lære i det lokale byggemarked, 10-4, og hun skulle altså arbejde. 

Derfor er det også meningen, at Stefanie skal være mest i butikken. 

- Jeg skal være herned fuldtid. Alle dage fra morgen til aften. Julie skal være hernede, når hun har fri, hvor hun så skal lave bolcher. 

Pigerne har allerede mange idéer til butikken i støbeskeen. Blandt andet har de planer om, at der på sigt skal være mulighed for, at folk selv kan komme og lave deres egne chokolader i butikken.