Skjern Å laks har stadig behov for hjælp

Mens laksen stortrives i Storåen, så er Skjern Å stadig afhængig af udsætninger. Det viser en ny optælling fra DTU.

Laks opdræt
Foto: Hans Olav Sandal, TV MIDTVEST

DTU Aqua undersøger hvert år gydebestanden af laks i udvalgte vandløb. I 2016 blev Skjern Å-systemet undersøgt, og optællingen viser, at åen stadig er afhængig af udsætninger af laks.

Undersøgelsen foregik ved, at DTU Aqua elfiskede i hovedløbet af Skjern Å fra Rind Å og nedstrøms samt i Omme Å. Den totale opgang af laks til Skjern Å estimeres på den baggrund til 3.434 laks, inklusive 306 hjemtagne laks fra fiskesæsonen 2016. Estimatet er lavere end i 2011, men højere end i 2013.

Skjern Å-systemet er endnu langt fra at opfylde sit potentiale
Ifølge DTU Aqua er det bemærkelsesværdigt, at andelen af udsatte fisk i Skjern Å er fordoblet i 2016-undersøgelsen sammenlignet med 2013. Fra 2010 er alle udsatte fisk i Skjern Å blevet finneklippede, og derfor kan der skelnes mellem udsatte og vilde laks.

- Næsten halvdelen af laksene, som blev fanget i undersøgelsen, stammer fra udsætninger. Det er et tegn på, at Skjern Å-systemet endnu langtfra opfylder sit potentiale, hvad angår produktion af vilde smolt, skriver DTU Aqua i rapporten.

DTU Aqua har tidligere erkendt laksens udfordringer i Skjern Å. I 2016 blev der bevilget 21 millioner kroner til et fireårigt forskningsprojekt, som skal undersøge, hvordan bestanden af laks kan fordobles i åen.

Se indslag om projektet fra februar 2016 her: