Par dropper ankesag om gensidig forsørgerpligt

En sag om gensidig forsørgerpligt og brud på Grundloven slutter uden mulighed for at komme for Landsretten, fordi SKAT beskatter den indsamling, der skulle dække sagsomkostningerne.

Forsørgerpligt i Retten
Foto: Jonas Gravgaard, TV MIDTVEST

Ewa Møller og Bo Lyngvig fra Sønder Felding kommer ikke til at få deres sag om gensidig forsørgerpligt og brud på Grundloven for Landsretten. Det sker efter, at SKAT har valgt at beskatte den indsamling, der skulle dække omkostningerne i ankesagen.

Sagen er en principiel sag om forsørgerpligt, der er anlagt af Ewa Møller og hendes samlever Bo Lyngvig samt to andre ugifte par. De tre par mener, at det var et brud på Grundloven, da et flertal i Folketinget indførte gensidig forsørgerpligt mellem ugifte samlevende par fra 1. januar 2014. Loven blev efter megen kritik afskaffet igen 31. december 2015.

Tilbage i januar måned frifandt Retten i Helsingør Beskæftigelsesministeriet og tre kommuner, heriblandt Herning Kommune, hvorefter parrene ønskede at anke dommen til Landsretten – en ankesag, der ville koste 300.000 kroner.

I alt skønnes forsørgerpligten for ugifte par at have berørt 7000 par, som er blevet trukket i kontanthjælp. Hvis dommen var faldet ud til deres fordel, stod kommunerne således til at betale millioner tilbage til parrene.

Efter dommen startede de tre par en indsamling, der skulle skaffe pengene. Men nu viser det sig, at de to par, der repræsenterer sagen, bliver direkte- og personligt indkomstbeskattet af det indsamlede beløb, før pengene kan bruges til dækning af ankesagens omkostninger.

Det betyder, at der nu skal indsamles 50 procent mere end oprindeligt budgetteret – det vil sige 150.000 kroner oveni de 300.000, parrene allerede har indsamlet.

- Det tror vi ikke er muligt at samle ind, siger en skuffet Ewa Møller.

Dermed tyder det på, at der er sat punktum i sagen om parret, som TV MIDTVEST tidligere har mødt.