Silkeborg henter midtbanespiller i AGF

Silkeborg IF henter midtbanespilleren Stephan Petersen til sommer.

070813_Silkeborg_IF.jpg
Foto: arkivfoto

Til sommer rykker AGF's Stephan Petersen til Silkeborg IF. Det oplyser SIF på deres hjemmeside.

Den offensive midtbanespillers kontrakt med AGF udløber til sommer, hvorefter han altså skifter fodboldbanen i Aarhus ud med Silkeborgs.

- Jeg er begejstret. Jeg kender ham jo fra vores fælles tid i AGF, hvor han også var en god spiller. Han er ikke en ung spiller, men han er frisk indeni og stadig meget fit og sulten, og det har selvfølgelig også været vigtigt, siger Silkeborg-træner, Peter Sørensen, til klubbens hjemmeside.

31-årige Stephan Petersen har valgt SIF blandt flere klubber, og han er ikke i tvivl om, hvad han kan bidrage med.

- Min fart og min styrke i at løbe. Jeg løber mange meter, og jeg løber for mit hold. Og så kan jeg selvfølgelig også bidrage med min erfaring. Jeg har prøvet en del op- og nedture, men har stadig meget at give af. Jeg har meget, jeg kan lære fra mig og  meget at lære også. Så holdet får en spiller, der stadig er sulten, men som også godt ved, hvordan tingene fungerer, forklarer Stephan Petsersen.

SIF har indtil videre skrevet en to-årig kontrakt med Stephan Petersen, der siger farvel til AGF efter 215 kampe og 34 mål siden 2010.