Siemens leverer til verdens største havmøllepark

Kæmpe DONG-ordre til Siemens Wind Power med hovedsæde i Brande.

Siemens Wind Power

 Dong Energy har i længere tid arbejdet med planerne om at opføre en stor havvindmøllepark ud før Englands østkyst, og nu har energiselskabet besluttet at igangsætte projektet.
    
Det bærer navnet Hornsea Project One og vil få en kapacitet på 1,2 gigawatt, hvilket vil gøre den til den største havmøllepark i verden.
    
Således vil én million britiske hjem kunne få glæde af den strøm, som møllerne leverer, når de er færdigmonteret og sat i drift. Det sker efter planen i 2020.
    
Dermed vil Dong Energy være kommet et stort skridt tættere på målet om at producere 6,5 gigawatt energi fra havvind til den tid.
    
- Det er vigtigt at nå vores strategiske mål, da vi er nødt til at øge volumen for at kunne reducere omkostningerne ved en ny teknologi.
    
- Hornsea bliver således endnu et vigtigt skridt i vores fortsatte bestræbelser på at reducere prisen på energi fra havvind, siger Henrik Poulsen, der er administrerende direktør for Dong.
    
Dong Energy har indgået en kontrakt med den britiske regering, som betyder at selskabet modtager et fast beløb hvert af de første 15 år, hvor Hornsea Project One er i drift.
    
Det aktuelle projekt omfatter 174 vindmøller, der sammenlagt kommer til at dække et areal på 407 kvadratkilometer - det er lidt mindre end Bornholm.
    
Projektet kommer til at ligge 120 kilometer fra kysten, og det har ingen prøvet før.
    
Vindmøllerne, der indgår i projektet, skal produceres af Siemens og er monteret med en 7 megawatt-turbine. Totalhøjden er 190 meter.
    
Dong Energy har også rettigheder til yderligere to etaper af Hornsea-området med en samlet kapacitet på 4 gigawatt.
    
/ritzau/