Sådan bliver Lemvig mere kendt

Et idékatalog med ti konkrete forslag er resultatet af en workshop med lokale kommunikationsfolk, der giver deres bud på, hvordan Lemvig By bliver mere kendt.

lemvig.jpg

Blandt ideerne til at gøre Lemvig Danmarkskendt er: Lemvig som mountainbike mekka, som litterær højborg, en krabbefestival, en attraktiv oplevelseshavn og vig, som et kreativt kraftcenter. Eller noget helt elvte. Det nye katalog er åben for alle, der er interesserede og har et bud.

- Ideerne er velkomne. Dem sætter jeg pris på. De kommer med i debatten og dialogen om, hvordan vi styrker byen og kommunens profil og synlighed, siger Erik Flyvholm, borgmester i Lemvig Kommune.

Han synes, flere af ideerne lyder spændende, men vil godt have lov at ”tygge lidt” på nogle af dem. 

En lignende workshop holdes i marts for Thyborøn By, der også fører til et idékatalog. Begge kataloger plus  ideer fra andre interesserede bliver fremlagt for kommunens Økonomi & Erhvervsudvalg.

Katalogerne er led i en bredere proces for at styrke kendskabet til Lemvig Kommune med henblik på at tiltrække flere tilflyttere, virksomheder og turister. Målet er, at så mange som muligt deltager i processen. Enkeltpersoner, foreninger og  virksomheder er  velkommen med ideer og kommentarer.

- Processen med gode historier sat i gang. Ideer er på bordet – andre kommer til, siger Erik Flyvholm, der sætter pris på kommunikationsfolkenes indsats.

I kommunikationsgruppen for Lemvig By sidder blandt andre marketingsansvarlige hos Jeka Fish, Lasse Kristensen, medejer og marketingsansvarlig Thomas Henriksen fra eGastro, fotograf Mads Krabbe, erhvervsmanden Kenneth Iversen, rejsearrangør og direktør Søren Riis, projektleder og pr-ansvarlig for Folkemødet om Uddannelse, Morten Bramming og fotograf og reklamemand Henrik Vinther Krogh fra Complot.

I forbindelse med workshoppen blev der på baggrund af en fotokonkurrence på facebook også kåret fem vinderbilleder af Lemvig by. Se dem her.