Så kan der bades igen i Viborg

Vestbadet i Viborg er nu åbnet igen efter lørdagens kortslutning, som lukkede det udendørs svømmebad.

Vestbadet i Viborg
Foto: Arkiv

Søndag kan der igen bades i Vestbadet i Viborg.

Lørdag middag måtte badet lukke ned efter en kortslutning i det elektriske system, som medførte røgudvikling, skriver Viborg Stifts Folkeblad.

Nu er alle systemer tjekket, og en ny strømfordeler er installeret.

- Det ser ud til, at det kun var den gamle strømfordeler, som var for gammel eller defekt. Ledningerne omkring den fejler ikke noget, heldigvis, for det havde været et større projekt, siger bademester Lars Faber Sørensen til avisen.