Russiske politikere knurrer over Foghs nye job i Ukraine

Det er en fjendtlig gestus at gøre Fogh til rådgiver for Ukraines præsident, siger russisk politiker.

260811_Anders_Fogh.jpg

Der knurres lidt blandt russiske politikere over, at Ukraines præsident, Petro Porosjenko, har gjort tidligere Nato-generalsekretær Anders Fogh Rasmussen til sin særlige rådgiver.

Porosjenko meddelte fredag, at han har hyret den tidligere danske statsminister som ekstern rådgiver.

Der var lørdag flere blandede reaktioner fra russiske politikere.

Blandt dem næstformanden for det russiske underhus' udenrigsudvalg, Leonid Kalasjnikov.

- Det er selvfølgelig for en stor del en gestus. Men det er en gestus, som vil blive fulgt op af handling. Og det er en fjendtlig gestus, siger han ifølge den britiske avis The Guardian.

Konstantin Kosatjov, der er leder for udenrigsudvalget i overhuset, kalder udnævnelsen af Fogh Rasmussen et "demonstrativt show", som er "uden militært eller endog noget praktisk formål". 

Kosatjov siger, at det ligger på linje med udnævnelsen af Georgiens tidligere præsident Mikhail Saakasjvili som guvernør i den ukrainske havneby Odessa.

- Alt dette skryderi tjener kun ét formål: At for enhver pris holde Ukraine i centrum for opmærksomhed i forhold til landets vestlige partnere, siger han til nyhedsbureauet Tass.

- Det, som Ukraine har svært brug for, er ikke bare penge, men opmærksomhed udefra, mener han.

Men Kosatjov konstaterer, at den tidligere generalsekretær i Nato har en antirussisk indstilling.

Præsident Vladimir Putin fastslog fredag, at den ukrainske halvø Krim, som russiske styrker besatte i 2014 og erklærede en del af Rusland, er et afsluttet kapitel, der ikke er til debat.

- Rusland vil ikke deltage i diskussioner med nogen om dette emne, sagde Putin. 

Over for DR bekræfter den tidligere Venstre-statsminister, at Krim ikke har hans umiddelbare prioritet som rådgiver for den ukrainske præsident.

- Først og fremmest vil jeg sige, også til de vestlige lande, at vi aldrig kan acceptere eller anerkende annekteringen af Krim-halvøen. I den henseende er det fuldstændig på linje med dengang, Sovjetunionen tog de tre baltiske lande under Anden Verdenskrig. Det accepterede vi heller aldrig.

- Men jeg vil nok sige til Ukraine, at det næppe er den sag, der har førsteprioritet på kort sigt, lyder det fra Anders Fogh Rasmussen.

/ritzau/