Rovmordet skete sidste år

Det rovmord som Midt- og Vestjyllands Politi lige nu efterforsker skete i 2016. Kan dreje sig om en sag fra Hammerum.

Politiet undersøgte dødsfald i Hammerum
Politiet undersøgte dødsfald i Hammerum
Foto: Morten Fyrstenborg, TV MIDTVEST

Både politi og anklagemyndighed er meget sparsomme med oplysninger om hvilken forbrydelse, der ligger bag at en person torsdag formiddag skal fremstilles i grundlovsforhør sigtet for drab og røveri.

- Det sker af efterforskningsmæssige årsager, fortæller Hans Roost, der er chef for efterforskningen hos Midt- og Vestjyllands Politi.

Men i følge politiets jounalnummer på retslisten kan man se, at det drejer sig om en sag fra 2016 og at den oprindeligt handlede om grov vold med døden til følge.

Siden sagen blev oprettet i 2016 har den ændret karakter og handler nu om drab og røveri, altså det man i daglig tale kalder rovmord. 

Det fremgår ikke af journalnummeret, hvor rovmordet skulle være sket.

I følge internetavisen aoh.dk kan det dreje sig om en sag fra Hammerum, hvor en mand døde efter et fald eller skub fra 2. sals højde. Manden døde i august 2016.

I forbindelse med sagen efterlyste politiet 2 yngre mænd, som vidner havde set flygte fra stedet.

Den sag er aldrig opklaret.

Se indslag fra august 2016 om det mistænkelige dødsfald i Hammerum her under: 

2:02
Politiet betegner et dødsfald i Hammerum som mistænkeligt og undersøger nu, om der kan ligge en forbrydelse bag.