Røvede chips med kniv

Trange tider for kriminelle. Jagt på øl, chips og dagligvarer sendte i weekenden flere bag tremmer.

Politi.dk logo 2_0_0.jpg

En cirka 20-årig mand begik i weekenden væbnet røveri blot for at få fat i en pose chips og en karton cigaretter. Røveriet fandt sted klokken 23.40 natten søndag i Q8 på Sdr. Boulevard i Skive. Den unge mand havde taget et partisantørklæde op foran underansigtet, hvorefter han trak en kniv, som han truede sig til byttet med.

Manden blev fanget på tankstationens overvågningskamera og bliver beskrevet som 1,85 meter høj, almindeligt bygget og med skulderlangt mørkt hår, som var redt i en sideskilning. Han var iført en sort hættetrøje, hvorpå der var et stort logo af en drage eller slange i rødt og hvide på ryggen. Desuden havde han grålige fritidsbukser med to striber på hvert ben på. 

Det sparsomme bytte blev taget med i en sort rygsæk. Politiet hører gerne fra vidner, der har set manden. Det kan ske på telefonnummer 114.

Tyve med øl-trang

I Lemvig var det øl-trang, der sendte et par tyve i hænderne på politiet, eller rettere i gabet på en politihund. Kvarter i fire natten til mandag brød de to mænd ind hos Spar-købmanden på Industrivej i Lemvig. Her stjal de fire kasser Spar-pilsner.

En nabo havde dog set tyvene og alarmerede politiet. Og det tog ikke politihunden mange minutter at finde tyvene, som lå og gemte sig i nogle buske.

Den ene tyv er 35 år og fra Thyholm. Han er en af politiets gamle kendinge fra misbrugsmiljøet. Den anden er 25 år og fra Helsinge.

Alternativ indkøbstur

I Ans manglede to litauere tilsyneladende lidt til aftensmaden. I hvert fald stjal de dagligvarer for 900 kroner i Super Spar på Søndermarksgade. De fik dog ikke glæde af byttet. De blev nemlig anholdt på gerningsstedet. Mandag formiddag blev de fremstillet i grundlovsforhør i retten i Viborg.