Ringkøbing Håndbolds direktør fratræder

Direktøren for Ringkøbing Håndbold, Kim Grøn Hansen, fratræder sin stilling efter gensidig aftale med bestyrelsen for den økonomisk pressede klub.

Sportsligt går det godt i Ringkøbing Håndbold, men klubben mangler sponsorer.
Sportsligt går det godt i Ringkøbing Håndbold, men klubben mangler sponsorer.

- Det er ingen hemmelighed, at markedet for elitesport er vanskeligt i øjeblikket, og det gælder
også i vores område, meddeler bestyrelsesformand for Ringkøbing Håndbold Lars Buhl , og fortsætter:

- Vi har dog altid haft en utrolig trofast opbakning blandt vores eksisterende sponsorer. Men vi må også sande, at ambitionerne om at øge antallet af sponsorer indtil nu ikke er lykkedes til fulde, på trods af en ihærdig indsats, oplyser formanden i en pressemeddelelse.

Mens de sportslige ambitioner indtil videre er fuldt ud indfriet i første halvdel af sæsonen, så kæmper virksomheden for at få de økonomiske ender til at nå sammen.

Den nye bestyrelse vil derfor tilpasse organisationen til markedet og vil samtidigt sigte efter at forbedre mulighederne for sportslig succes.

- Der har været en ubalance i de administrative omkostninger set i forhold til virksomhedens samlede økonomi. Med de organisatoriske ændringer og succes med vores aktiviteter resten af sæsonen, er det bestyrelsens og min forventning, at indeværende regnskabsår vil ende med et nulresultat, siger Lars Buhl og fortsætter:

- Kim Grøn Hansen har ydet en stor indsats i den tid han har været hos os, og det skylder vi ham en stor tak for. Han har  fra første færd i Ringkøbing Håndbold udvist et meget stort engagement, og vi kan derfor kun ønske ham al mulig held og lykke fremover, slutter Lars Buhl.