Reglerne spænder ben: Muhammad kan ikke få udbetalt sin løn

Chrisfish i Hanstholm er så trætte af bureaukratiske regler, at virksomheden formentlig ikke mere vil ansætte asylansøgere.

1:53

Det er så besværligt for danske virksomheder at ansætte asylansøgere, at der formentlig er mange, der helt vil lade være. 

Det vurderer medejeren af virksomheden Chrisfish i Hanstholm, Flemming Holler.

Crisfish har selv en asylansøger ansat i produktionen i Hanstholm. Pakistanske Muhammad Nadeem Khan arbejder på lige fod med sine danske kolleger, og virksomheden er meget tilfreds med hans indsats. Men der er store bureaukratiske udfordringer, når hans løn skal udbetales. 

- Det bliver meget, meget bøvlet, og derfor kan jeg godt forstå, hvis der er mange, der siger, at det tør de ikke binde an med. Vi har gjort det og har gode erfaringer med det, men vi gør det nok ikke igen, før lovgivningen er rettet til, siger Flemming Holler.

Problemet opstår, fordi asylansøgere ikke har et cpr-nummer og derfor ikke kan få en bankkonto i Danmark.

Når Muhammad Nadeem Khan skal have udbetalt sin løn, sætter bogholderiet derfor pengene ind på Flemming Hollers konto. Holler går så i banken og får beløbet udbetalt sammen med en håndskrevet kvittering til skattevæsnet.

- Staten kan godt lave et system, så de kan få deres skattepenge, men de kan ikke lave et system, så han kan få sin løn på en værdig måde som alle andre. Det er simpelthen for ringe, siger Flemming Holler.

Muhammad Nadeem Khan oplever også en anden udfordring i forbindelse med sit arbejde. Han bor på asylcentret i Hanstholm, men vil gerne flytte i egen bolig, fordi der er en del uro på centret om natten, og det er et problem, når han skal møde tidligt om morgenen.

I august søgte han Udlændingestyrelsen om lov til at flytte i en lejlighed, som han selv kan betale for. Men han har stadig ikke fået svar.

 

 

1:41
Flemming Holler forklarer her, hvordan det foregår, når virksomhedens asylansøger skal have udbetalt sin løn.