Kæmpe ejendomssalg: Herning køber hospital til 136 millioner

Som en del af planen for den kommende bydel, Herning+, har Herning Kommune fredag købt Regionshospitalet Herning for et trecifret millionbeløb.

Sygehusgrund
Foto: Kasper Riis Kristensen, TV MIDTVEST

Hernings nye bydel, Herning+, er godt på vej, da Herning Kommune fredag har offentliggjort et stort køb til 136 millioner kroner. 

Herning Kommune har nemlig købt Regionshospitalet Herning af Region Midtjylland, som skal bruges som en del af Herning+ bydelen. Meningen er, at hospitalsgrunden skal ende som en ny bydel med uddannelsesinstitutioner og boliger. 

Hospitalsområdet bliver overdraget til Herning, når Regionshospitalet flytter til nybyggeriet DNV-Gødstrup.

Regionsrådsformand Bent Hansen er meget tilfreds med handlen. 

- Jeg er meget tilfreds med, at regionen har kunnet sælge hele hospitalet på én gang. Og det tilmed til en pris, der passer med forventningerne, så vi kan realisere et nyt, stort og ambitiøst hospital i Gødstrup, siger han i en pressemeddelelse. 

Region Midtjylland og Herning Kommune er begge tilfredse med forløbet af forhandlingerne, især sætter regionen pris på, at den kan leje Onkologihuset så stråleterapien kan fortsætte på stedet i en overgangsperiode.

Handlen glæder også byens borgmester, Lars Krarup, der er glad for, at Hernings udvikling nu ligger i kommunens egne hænder. 

- Med denne aftale er det Herning Kommune selv, der har ansvaret og muligheden for at udvikle det 100.000 kvadratmeter store område. Det er positivt, spændende og en helt unik mulighed for at udvikle byen, siger borgmesteren i pressemeddelelsen. 

Købet omfatter over 100.000 kvadratmeter grund og 99.135 kvadratmeter bygninger inklusiv kældre.