Hjerneskadet psykiater tiltalt for dødsfald

Anklagemyndigheden i Midt- og Vestjyllands Politi har rejst tiltale mod en hjerneskadet psykiater for at efterlade en tidligere patient i hjælpeløs tilstand.

Politi.dk jakker.jpg

Der er i dag rejst tiltale i en straffesag mod en 62-årig psykiater, der er tiltalt for at efterlade en person i hjælpeløs tilstand den 12. maj 2012 på en gård ved Rakkeby på Mors.

Det oplyser anklagemyndigheden i Midt- og Vestjyllands Politi.

Sagen drejer sig om en af den hjerneskadede psykiaters tidligere patienter, som efter indtagelse af metadon i bevidstløs og hjælpeløs tilstand blev efterladt på gulvet i en campingvogn. Her blev han fundet død den 13. maj 2012.

DR har tidligere dækket sagen tæt og været i kontakt med et vidne, der dengang så psykiateren slæbe en livløs person gennem græsset og ind i en campingvognen.

Psykiateren praktiserede i flere år, selvom han led af en hjerneskade, og han blev først stoppet af Sundhedsstyrelsen tilbage i 2013. 

Anklager hos Midt- og Vestjyllands Politi, Pia Koudahl, oplyser, at anklagemyndigheden vil kræve psykiateren idømt en fængselsstraf. Hans hjerneskade hindrer ikke, at han kan straffes på normal vis.

Han er tiltalt efter straffelovens paragraf 250 og risikerer derfor op til otte års fængsel.

Mystiske dødsfald

I 2014 blev psykiateren ved Retten i Herning idømt en bødestraf for at have udvist grov forsømmelighed og skødesløshed i forbindelse med behandlingen af en anden patient, Ronnie Kristensen.

Kristensen døde af en medicinoverdosis. Psykiateren blev dog ikke gjort ansvarlig for selve dødsfaldet.

Ifølge DR meldte Styrelsen for Patientsikkerhed tilbage i februar psykiateren til politiet i forbindelse med en hel stribe af dødsfald.

I december sidste år blev psykiateren sigtet i sagen fra Rakkeby, og anmeldelsen fra Styrelsen for Patientsikkerhed vedrørende de øvrige dødsfald blev først indgivet i januar.

Sundhedsstyrelsen har fået megen kritik for, at den ikke stoppede den hjerneskadede psykiater noget før. I marts sidste år blev den daværende direktør for styrelsen, Else Smith, fyret.

Begrundelsen var, at der havde været en stribe tilfælde af mangelfulde tilsyn.