Prosit! Efterskoler hårdt ramt af influenza

Det er sæson for sygdom, og det mærker de til på de Midt- og Vestjyske efterskoler.

0:39
Hvis du gerne vil slippe for influenzaen, så kan du overveje at følge læge Michael R. Poulsens gode råd.

Host, næsepudsning og feber er blevet hverdag rigtig mange steder her i landsdelen. Så hvis du overvejer at melde dig syg fra skole eller arbejde, eller pladsen ved siden af dig på kontoret er tom, så er du langt fra alene, viser tal fra Statens Serum Institut. Antallet af influenzaramte steg igen i sidste uge.

Blandt andet efterskolerne er hårdt ramt.

På Skyum Efterskole havde de alene i sidste uge 60 syge elever, der måtte blive i sengen med influenzasymptomer. Også på Sædding Efterskole er de hårdt ramte i denne uge, hvor de kæmper mod sygdom med hele 12 ud af 70 elever sengeliggende.

- Jeg har lidt feber, og så har jeg det rigtigt dårligt og har ondt i hele kroppen, fortæller efterskoleeleven Johanne Lange til TV MIDTVEST.

Johanne Lange er en af de elever, der i dag har været tvunget til at blive i sengen.
Johanne Lange er en af de elever, der i dag har været tvunget til at blive i sengen.
Foto: TV MIDTVEST

Problem i undervisningen

Det er et problem for undervisningen, at de mange elever er nede med flaget.

- Hvis det rammer én klasse, så er det ret træls. Så kan der være fremlæggelser, der ikke kan gennemføres, gruppearbejde, der går i stå og så videre. Så det er jo bedste for alle parter, at der er så få syge som overhovedet muligt, forklarer Rasmus Houler, der er forstander på efterskolen.

Han fortæller, at han synes, det er værre i år, end det normalt er.

Og det er vigtigt, at eleverne snart kommer ovenpå igen, for lige om lidt så skal efterskolen på den årlige skiferie.

Pas på sygdommen

At det er lige nu, at der er mange syge er ikke et nyt syn hos lægerne.

- Vi ved, at når vi kommer hen i starten af februar, så kommer der en ophobning af indrapporterede influenzatilfælde, og i uge fem til syv ser vi en markant øget forekomst af influenza, fortæller læge Michael R. Poulsen fra lægeklinikken Brotorvet i Holstebro.

Og i lægepraksissen ser de også flere patienter end normalt.

- Vi har været nødt til at sætte ekstra tid af til akutte patienter med influenzalignende symptomer, forklarer han.

Hvad kan du gøre for at undgå sygdommen? Det kan du se i videoen øverst i artiklen.