Poulsgaard: Svineri at liste Z stiller op

Det handler kun om at trække penge til partikassen, siger det tidligere folketingsmedlem.

Kristen Poulsgaard
Foto: Arkiv

Fremskridtspartiet burde for længst have drukket gravøl og lukket partiet.

Det mener en af partiets gamle frontfigurer, tidligere folketingsmedlem Kristen Poulsgaard fra Ringkøbing.

81-årige Poulsgaard siger til Dagbladet Ringkøbing-Skjern, at han selv vil dø som fremskridtsmand, men ikke tror på en fremtid for partiet.

- Jeg synes, det er noget svineri, at partiet bliver ved at stille op til kommunalvalg og regionen. For det handler kun om at trække de penge til partikassen, som hver stemme giver, siger han til dagbladet.

Partiets landsformand Niels Højland fra Videbæk afviser kritikken. Han siger, at partiet har opbakning rundt omkring i landet.

- Vi står stærkest her i Vestjylland og ja flere steder i det jyske. Vi stiller op der, hvor vi kan, siger han til dagbladet.