Polsk mand får skærpet straffen for grov vold i Viborg

Vestre Landsret lægger et halvt år oven i straffen til en mand, der tævede en bekendt, så han var i livsfare.

politiskilt.jpg
Foto: Flemming Christensen

En 40-årig polsk mand har i Retten i Viborg fået fire et halvt års fængsel for særdeles grov vold mod to personer i en lejlighed i Viborg i 2015.
    
Volden gik ud over hans kæreste og en mandlig bekendt, der begge fik alvorlige kvæstelser.
    
Manden blev tævet, til han lå livløs, hvorpå han fik trukket bukserne ned, og der blev sat ild til hans kønsbehåring, så han fik alvorlige brandsår omkring kønsdelene. Den 40-årige har forklaret, at han ville se, om manden var død.
    
Det grove overfald fandt sted i en lejlighed på Klostervænget i Viborg, hvor manden, der kom til Danmark i 2007, boede sammen med sin kæreste.
    
Lejligheden havde de lånt af en mand, som en dag i december kom på besøg for at ordne lejekontrakten.
    
De tre begyndte at drikke, og de fik drukket mindst fem flasker vodka.
    
Stemningen var god, indtil den 40-årige på et tidspunkt følte sig udenfor og drillet. Han begyndte at slå på den anden mand, der blev mishandlet groft et par timer med knytnæveslag og spark i hovedet og på kroppen.
    
Manden fik kraniebrud, blødninger i hjernen, et ødelagt øje og kvæstelser af de indre organer. Mishandlingen var så voldsom, at han var i livsfare.
    
Mens dette stod på, blev kvinden også gennembanket.
    
Hun fik slået hovedet ind i en væg og blev sparket, trampet og slået med knytnæve, så hun brækkede nogle ribben. Hun fik også en flænge i hovedet og ødelagt en lunge.
    
Dommen, der blev afsagt torsdag, er en skærpelse af en dom på fire års fængsel, som manden, Artur Bonius, fik i november sidste år i Retten i Viborg.
    
Ud over fængselsstraffen skal han udvises af Danmark for bestandig.
    
/ritzau/