Politiet: Sådan undgår du indbrud i sommerferien

Politiet giver gode råd til, hvad man kan gøre, for at undgå indbrud i sommerferien.

100715 Indbrud.jpg

Sommerferien står døren, og mange danskere forlader hjemmet nogle uger. Ifølge politiet er sommerferien en af indbrudstyvenes årlige højtider.

Politiet forsøger derfor nu med en kampagne at give gode råd til, hvordan man kan mindske risikoen for indbrud. 

Råd nr. 1 

Skriver du på Facebook, Twitter eller andre sociale medier, at du nu er på vej på ferie eller allerede er fremme på feriestedet – så vil det være en direkte invitation til indbrudstyvene, der ligesom rigtig mange andre også holder sig orienteret via de sociale medier.

 

Råd nr. 2

Rydder du alt op i og omkring hjemmet, inden du tager af sted? Har du efterladt dit hjem, så det fremstår både tomt, mørkt og ubeboet – så vil det være et direkte signal til indbrudstyvene om, at her er der fred og ro til at ”arbejde”.

Efterlad i stedet dit hjem, så det ser beboet ud – lad eksempelvis naboen tømme postkassen dagligt, parkere sin bil eller cykel i din indkørsel, og lad også gerne naboen smide lidt skrald i din affaldsbeholder. 

Sørger du tillige for at aktivere tænd/sluk funktion ude og inde på både lamper og radioer/musikanlæg, så virker din bolig ikke så attraktiv for ubudne gæster.

Den fysiske sikring af boligen udefra fordrer altid gode og solide låse på døre og  vinduer, ligesom det er vigtigt uden for huset ikke at efterlade stiger, værktøj eller tilsvarende, der af indbrudstyve kan anvendes til at skaffe sig adgang til boligen.

Råd  nr. 3

Inde i boligen skal du sørge for at placere dyre genstande, såsom elektronisk udstyr, smykker og evt. kontanter, så disse ikke er synlige udefra. Du kan også med fordel mærke dine genstande, eksempelvis med den nyeste DNA-mærkning, som er meget vanskelig at fjerne.

Politiet opfordrer i øvrigt til at naboer er aktive nabohjælpere.

 

Anmeldte indbrud i beboelse fra 2008-2015
Anmeldte indbrud i beboelse fra 2008-2015
Foto: Danmarks Statistik

 

Test: Er dit hus tyverisikret? 

I kampagnen henviser politiet desuden til denne test, der kan hjælpe husejere med at finde ud af, hvordan huset bedre kan sikres mod indbrud.