Politi: Rolig nat trods blæsevejr

Ud over det hus der brændte i Agger, melder politiet om en rolig nat uden store stormskader.

Helga i Hanstholm
Foto: Arkivfoto TV MIDTVEST

Selv om det blæste kraftigt, så melder politiet om en forholdsvis rolig nat i Midt- og Vestjylland.

I følge vagtchefen er der blæst nogle skilte ned og så er der ganske få træer der er væltet i vinden og grene, der er blæst af.

Værst gik det i Agger, hvor vinden var skyld i at et hus hurtigt udbrændte. En 49-årig mandlig beboer blev indlagt til observation for røgforgiftning. 

Ved Ådum er Bindesbølvej stadig spærret af frygt for at vingerne skal blæse af en defekt vindmølle. Under stormen Urd blæste der en vinge af. 

Blæsten over Danmark har toppet. Ved Thyborøn kunne man tidligt på natten måle enkelte vindstød med orkanstyrke, men vinden er ved at aftage. Det oplyser Thyge Rasmussen, vagthavende meteorolog ved DMI til Ritzau.
    
- Vindstyrkerne er kulmineret. Det toppede først på natten og vender ikke tilbage, siger han.
    
Fokus er derfor flyttet fra blæsevejr til vandstand. For i den sydlige del af Danmark er det vandet, der opfører sig anderledes end normalt.