Plejefamilier efterlyser støtte fra kommuner

Plejefamilierne bliver ladt i stikken af kommunerne, der undlader at yde støtte på familie-plejeområde. Sådan lyder kritikken fra flere parter.

plejefamilier

Flere og flere sårbare børn og unge bliver anbragt i plejefamilier i stedet for institutioner

I 2010 var 51 procent af de anbragte børn i familiepleje.

Fire år senere tog plejefamilierne sig af 60 procent af de anbragte børn.

Men nu efterlyser plejefamilierne og en fagforening mere hjælp fra kommunerne.

 

Jette Bie har haft børn i pleje i 16 år. Hun savner ganske enkelt bedre arbejdsforhold.

- Vi har jo faktisk et job, der hedder 24/7.  Vi gør det jo, fordi vi har lyst til at have det her arbejde og fordi vi synes, det er spændende, siger hun.

 

Tre plejebørn på 13, 16 og 18 år har været en del af familien Bie i mange år.  

- Det kræver, at man selv er en stærk familie, for det kan godt være en så stor opgave, at det nærmest kan splitte en familie ad, siger Jette Bie

 

De arbejdsforhold kommunerne tilbyder familieplejerne er også et problem.   

- Vi bliver betragtet som entrepenører på en eller anden måde. Vi skal byde ind på et stykke arbejde, men på nogle punkter er vi jo stadigvæk lønmodtagere.

 

Usikkerhed i familierne

Og det er en situation, der skaber usikkerhed for plejefamilien.

- Fra i morgen af kan det jo være, at forældrene skal have børnene hjem eller noget andet, og så står vi der og har ikke noget arbejde.

 

Og plejefamilierne har brug for større opmærksomhed fra kommunerne

- Plejefamilierne har brug for rigtig meget støtte, hjælp, vejledning og opbakning, og det er den struktur- den organisering, som kummunerne slet ikke får løst i tilstrækkelig grad, lyder det fra Peter Sandkvist, der er formand for Socialpædagogerne i Midt-Vest.

 

De manglende ressourcer kan få alvorlige konsekvenser.

- Der er plejefamilier, som ikke kan holde til det og som går i stykker, understreger Peter Sandkvist.

 

Og det er noget, der bekymrer Claus Clausen (Venstre), der er formand for Børne- og Ungdomsudvalget i Viborg Kommune, Han er en af de ansvarlige politikere på området.

- Det er jo slet ikke meningen for en familie, der tager et barn ind i pleje, at det ender med, at familien bliver splittet. Derfor vil vi gøre, hvad vi kan for at undgå, at de kommer i den situation, siger han.

 

Men hvis det skal forhindres, skal der ifølge Claus Clausen handles nu.

- I og med at det her er en opgave der skal lykkes, så er det en opgave, vi skal tage alvorligt. Derfor skal vi undersøge, hvorfor den her kritik bliver rejst, og det vil jeg bede vores forvaltning om at give os nogle tal på, hvordan det ser ud i Viborg Kommune.

 

Udfordringerne til trods så er der mange positive sider ved livet som familieplejer, hvis man spørger Jette Bie.

-Når der er noget, der lykkes, så er det også os, der står i første række og ser, at det lykkes, understreger hun.

 

Antallet af anbragte børn og unge i familiepleje, ventes at stige også de kommende år.