Passagerer fra Midtjyllands lufthavn springer køen over

Kastrup Lufthavn har åbnet et specielt spor, så folk der rejser indenrigs slipper for lange køer i sikkerhedskontrollen.

Kastrup Lufthavn
Foto: Jesper Hejlskov Thomsen, TV MIDTVEST

Det skabte mange frustrationer for de indenrigsrejsende, da Kastrup Lufthavn sidste år lukkede indenrigsterminalen. Men nu har rejsende fra for eksempel Midtjyllands Lufthavn fået et plaster på såret. 

- Af juridiske årsager måtte vi ikke gøre det tidligere, men nu har vi haft en dialog med myndighederne og lavet en løsning for de indenrigsrejsende, siger Henrik Peter Jørgensen, kommunikationsdirektør i Københavns Lufthavn.

Løsningen er et specielt spor til de indenrigsrejsende, der gør, at de undgår at stå i samme kø til sikkerhedskontrollen som dem, der flyver ud af landet. 

Og den løsning vækker glæde for Søren Hylleberg, direktør i virksomheden HMN GasNet, der ofte pendler mellem København og Karup. 

- For en virksomhed som vores, der har mange, som rejser på denne tur, kan det godt betyde temmelig mange penge, siger Søren Hylleberg.

Også direktør i Midtjyllands Lufthavn er glad for den nye løsning. 

- Det er vi simpelthen så glade for. Det er nok den største nyhed siden DAT (flyselskab red.) kom hertil i 2015, siger Frans Bjørn-Thygesen.

I Karup håber Frans Bjørn-Thygesen, at den nye ordning kan få endnu flere til at vælge flyet. 

- Det her gør, at vi er endu mere konkurrencedygtige. Og i virkeligheden har vi sat rejsehastigheden ned med 25 procent, siger Frans Bjørn-Thygesen.

Københavns Lufthavn har hvert år 1,6 millioner indenrigsrejsende. 

2:18