Stor konkurrence skal lokke tilflyttere til Thy

Thisted Kommune og projekt "Oplev en weekend i Thy" lokker med weekendophold og gratis byggegrund, for at lokke nye beboere til området.

Thy er meget mere end billige boliger og smuk natur. Der er masser af aktiviteter, som for eksempel vandsport
Thy er meget mere end billige boliger og smuk natur. Der er masser af aktiviteter, som for eksempel vandsport

Gode skoler, gode pasningsmuligheder, gode boliger, jobmuligheder og et stærkt lokalsamfund. Det er normalt den slags ting, en kommune slår sig op på, når den skal lokke nye tilflyttere til.

Men i Thy går man nu et skridt videre i kampen om de eftertragtede børnefamilier.  Her har projekt "Oplev en weekend i Thy" siden efteråret sidste år arbejdet på et tiltag, der skal få flere menneskers øjne op for områdets herligheder.

Det skriver LimfjordUpdate.dk.

Med støtte fra Thisted Kommunes landdistriktspulje og LAG Thy Mors er man nu klar med løsningen på det hele - en stor, landsdækkende konkurrence, hvor familier, som overvejer et alternativ til deres storbyliv, kan vinde et weekendophold i kommunen og se, om det måske var lige dér, de skulle starte forfra.

Konkurrencen begynder torsdag den 20. april klokken 20 og slutter igen 3. maj klokken 12.

Det eneste, man skal gøre for at være med, er at sende projektet en video af sig selv og sin familie på max. to minutter, hvor man fortæller, hvorfor man gerne vil ud af storbyen. Videoen skal uploades til "Oplev en weekend i Thy"'s Facebookside.

I alt 16 familier vil få muligheden for opleve Thy i en weekend, all inclusive - og de er samtidig med i opløbet om at vinde konkurrencens hovedpræmie: En gratis byggegrund i Bedsted i Thy inklusiv tilslutningsafgifter til vand, fjernvarme, offentlig kloak og el.

Weekenden foregår den 9.-11. juni - det fulde program kan ses på Facebooksiden "Oplev en weekend i Thy".