Vild priskrig på benzin: - Har aldrig oplevet noget lignende

En vild priskrig raser lige nu mellem benzinstationerne efter at landets største benzinselskab har sænket den vejledende pris.

Benzin priskrig

Priskrigen mellem de danske benzinselskaber er intensiveret voldsomt. Det viser et nyt pristjek, FDM har lavet for TV 2.​

- Jeg har aldrig tidligere oplevet en situation, hvor priskrigen på benzin har været så intens som nu, siger forbrugerøkonom hos FDM Allan Skytte Christensen til TV 2.

Landets største benzinselskab Circle K satte den 1. februar den vejledende pumpepris ned med 40 øre. En manøvre, der skulle sikre mindre udsving i priserne på benzin i løbet af døgnet.

Aggressive konkurrenter

De øvrige benzinselskaber har dog reageret aggressivt ved at skrue prisen endnu længere ned på de i forvejen pressede priser.

- Circle K har undervurderet, hvor langt de andre benzinselskaber er villige til at sætte priserne ned for at kapre markedsandele, siger Allan Skytte Christensen.

Den intensiverede priskrig har høvlet yderligere 15 øre af de laveste priser. De var i forvejen skåret med 54 øre på grund af voldsom konkurrence benzinstationerne i mellem. Priskrigen betyder derfor, at du i forhold til januar nu sparer 69 øre per liter benzin.

Bilisterne får profitten

- Det er forbavsende, at benzinstationerne ikke hæver de laveste priser, når de har taget toppen af priserne og gennemsnitsprisen falder. Benzinselskaberne forærer forbrugerne profitten. Det har jeg aldrig set før, siger han.

I forvejen betød den intense konkurrence, at en bilejer, der kører mellem 15.000 og 20.000 kilometer om året kunne spare omkring 650 kroner ved at tanke til de laveste priser. Det er nu steget til omkring 850 kroner om året.

Ifølge brændstofdirektøren hos Circle K viser det nye pristjek, at der er benhård kamp om de danske bilister.

- Vi har ikke bevidst trykket på priskrigsknappen. Men det understreger bare, at der er en kraftig priskrig i markedet. Vil du være millionær, så skal du ikke gå ind i benzinbranchen, siger brændstofdirektør i Circle K Peter Rasmussen og forklarer, hvorfor man hos landets største selskab har valgt at sænke den vejledende pumpepris.

Circle K: Vi vil have en fladere priskrig

- Vi vil gerne have en priskrig, der er lidt ’fladere’. Derfor starter vi med en pris, der er 40 øre lavere, men så kan vi heller ikke gå så langt ned i løbet af døgnet som tidligere, siger han og understreger, at det ikke er Circle K, der har sænket de laveste priser i løbet af døgnet.

- Det er konkurrenter, der har sænket de laveste priser, vi er ikke dykket. Vi starter bare lavere klokken 10, siger han.

Konkurrent: Vi følger med ned på prisen

Hos benzinselskabet Go’on oplever man også den mere intense konkurrence.

- Priskrigen skyldes faktisk ikke så meget, at Circle K flyttede pumpeprisen ned med 40 øre. Det er mere det, at nogle af vores konkurrenter siger, at de ikke bare vil se på det. Derfor sænker de priserne endnu mere nu i løbet af døgnet end tidligere, siger økonomidirektør hos Go’on Kasper Lomholt Svensson.

Hvor prisen på en liter benzin tidligere kunne falde 1,50 kroner på et døgn, så gør konkurrencen nu, at den kan falde op til 1,80 kroner, oplever han, der er klar til at følge konkurrenterne med ned på priserne.

- Når konkurrenterne sætter prisen ned, så følger vi efter dem, slår han fast.